Det dyre drømmehus kan være billigst i længden
Der kan være op til 24.000 kr. i forskel på de årlige varmeudgifter fra den bedste til den dårligste energimærkning.
Påsken venter lige om hjørnet, og de ekstra fridage benytter mange danskere ofte til at gå på boligjagt.
Typisk kigger køberne på størrelse, beliggenhed og pris, men det kan være en god idé at tilføje energimærkning til tjeklisten.
Forskellen på den bedste og dårligste energimærkning med fjernvarme kan være på op til 24.000 kr. om året. Det er noget, der kan mærkes i den daglige økonomi.
»Husets energimæssige tilstand betyder mere for privatøkonomien og de månedlige energiudgifter, end mange går og tror. Det er væsentligt at kende energimærket, og hvilket niveau de årlige udgifter til varme ligger på,« siger Benny Hebsgaard, der er energirådgiver hos energiselskabet NRGi.
Ifølge tal fra Boliga.dk er 35.208 villaer og rækkehuse til salg i påsken. Alle boliger får tildelt et energimærke på en skala fra A2020-G, og det betyder ikke så lidt for de månedlige udgifter til varme.
Forskellen i varmeudgifter på at bo i en gennemsnitsbolig på 140 kvm. med fjernvarme som varmekilde varierer ifølge en opgørelse fra Energistyrelsen fra 150 kr. om måneden, hvis boligen har A2020-mærket, til næsten 2.200 kr. om måneden, hvis boligen har energimærke G.
Hvis varmekilden er et oliefyr, kan forskellen løbe helt op i 45.000 kr. om året for en gennemsnitsbolig, ifølge Energistyrelsen.
En af de store faktorer i energimærket er husets alder. Det samme energimærke kan godt sige noget forskelligt om et hus' energitilstand.
»Generelt har husets alder en del at sige i forhold til energimærket. Det vil sige, at et hus fra 2017 altid er A20-mærket, og omvendt er et hus fra 1970 sjældent bedre end D. Ligeledes betyder det, at et hus fra 1930 med energimærke D er i relativt god energimæssig stand, mens et hus fra 2004 med energimærke D sandsynligvis er i relativ dårlig energimæssig stand,« siger Benny Hebsgaard.
| Energimærke for villa/rækkehuse i udbud d. 4. april 2017 ifølge en opgørelse fra Boliga.dk | |
|---|---|
| A2020 | 68 |
| A2015 | 177 |
| A1 | 37 |
| A2 | 146 |
| A | 258 |
| B | 1.683 |
| C | 7.398 |
| D | 10.686 |
| E | 6.534 |
| F | 3.846 |
| G | 2.818 |
| Ukendt | 1.155 |



