Privatøkonomi

Syv tegn på, at du aldrig bliver rig

Du kan potentielt spænde ben for din egen rigdom - eller hjælpe den på vej.

Et liv i rigdom med store huse og dyre biler er forbeholdt de færreste. Men du kan selv hjælpe din rigdom på vej. Foto: Rune Aarestrup Pedersen.

Hvis du drømmer om et liv i rigdom og luksus med store huse og dyre biler, kan det måske være en god idé at skimme nedenstående liste.

For selvom ingen kan spå om fremtiden, er der alligevel visse karaktertræk, som kan indikere, at du aldrig nogensinde bliver rig.

Det skriver det amerikanske erhvervsmedie Business Insider, der med udgangspunkt i råd fra eksperter og rigmænd har samlet en liste over 10 ting, der kan forhindre rigdom.

Finans bringer herunder syv af tingene på listen:

1. Du arbejder hårdt, men ikke smart

I skolen lærer vi, at hårdt arbejde kan bringe os langt i livet. Men det er kun den halve historie, mener Ric Edelmann, der er finansiel rådgiver. Du bliver ikke rig af kun at arbejde hårdt, du skal også arbejde smart, f.eks. ved at investere i aktier eller i en pensionsopsparing.

2. Du fokuserer for meget på at spare op - og for lidt på at tjene penge

Det er vigtigt at spare op for at opbygge en formue, men det må ikke fylde for meget. Velhavende mennesker lægger mere vægt på at tjene penge, siger Steve Siebold, selvgjort millionær.

3. Du køber ting, du ikke har råd til

Det siger næsten sig selv, men du skal lade være med at leve over evne og bruge penge, du ikke har. Og selv hvis du scorer en pæn lønforhøjelse, kan det være en god idé at holde livsstilen på samme niveau. Det mener erhvervsmanden Grant Cardone, der er god for 700 mio. kr.

4. Du er ikke begyndt at investere

En effektiv måde at opbygge en formue på er at investere over en længere periode. Og jo tidligere, du begynder, desto bedre, siger bestsellerforfatteren Ramit Sethi. Han understreger, at man hverken behøver være ekspert eller have en rig familie for at komme i gang. Og en lille investering kan man også komme langt med.

5. Du kommer ikke ud af din komfort-zone

Du er nødt til at udfordre dig selv og prøve grænser af, hvis du vil blive rig. Rige mennesker er ikke bange for at bevæge sig derud, hvor de ikke kan bunde. De finder glæde i usikkerhed, fordi usikkerhed samtidig er lig med muligheder.

6. Du har intet mål med dine penge

Hvis du vil tjene mange penge, er du nødt til at have et specifikt mål med dem. Ifølge erhvervsmand og forfatter T. Harv Eker ved mange rige mennesker præcis, hvad de vil - og hvordan de skal nå dertil. Læg en finansiel plan og følg den - ellers mister du fokus og motivation.

7. Du tror ikke på, at du nogensinde kan blive rig

De fleste mennesker tror, at rigdom er et privilegium for de få heldige. Men alle, der bor i et kapitalistisk land, har ifølge Steve Siebold muligheden for at blive rige. Han opfordrer til, at man fintuner sit mindset og spørger sig selv: Hvorfor ikke mig?

BRANCHENYT
Læs også