Privatøkonomi

Fleksrenter trykket i bund: Få penge tilbage for at låne i fire år

Renten på flekslån har været negativ i rekordlang tid.

Tegning: Niels Bo Bojesen

Renterne på de danske flekslån er trykket så langt i bund, at boligejere nu kan sikre sig en negativ rente - altså få penge tilbage for at låne - i knap fire år.

Renten på et F4-lån i BRFkredit er således nede i minus 0,09 pct.

»F4-lånet ser spændende ud. Renten gælder i tre år og 11 måneder, da lånet først skal refinansieres om fire år,« siger afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh.

Vælger man et F4-lån på 1 mio. kr., skal man betale 3.482 kr. før skat og 3.324 kr. efter skat. Der er tale om et lån med afdrag.

Rentesatser hos BRFkredit

I pct. F1 F2 F3 F4 F5
Rente -0,50 -0,21 -0,17 -0,09 0,27

Renten på BRFkredits F1-lån er helt nede i minus 0,50 pct., men det løber kun frem til oktober, hvor det skal refinansieres igen.

Fleksrenterne har været negative nu i en rekordlang periode. F3-renten har aldrig været lavere, mens der for F1-rentens vedkommende er tale om det laveste niveau siden kronekrisen i januar og februar 2015.

Hos BRFkredit er renten på et F3-lån således minus 0,19 pct.

F5-renten er højere end i tiden efter Brexit i sensommeren 2016, men der er tale om meget små marginaler. F5-renten er ikke negativ, men meget lav i et niveau omkring 0,3 pct.

Jeg tror, vi går fra ultra lave renter til bare lave renter.

Mikkel Høegh, afdelingsdirektør, BRFkredit

Den nuværende F1-rekord blev sat den 17. februar 2015, hvor F1-renten nåede ned i -0,33 pct. For F5-rentens vedkommende stammer rekorden fra 7. september 2016, hvor F5-renten lå i 0,21 pct.

Intet tyder på, at de korte renter vil stige markant indenfor en overskuelig periode. Den korte rente er i høj grad styret af den europæiske centralbank, ECB, og den holder fortsat renten helt i bund.

»Jeg tror, vi går fra ultra lave renter til bare lave renter. Så en lille pil op, som min matematiklærer sagde, når der ikke helt var point nok til at gå en karakter op,« siger Mikkel Høegh.

BRANCHENYT
Læs også