Fortsæt til indhold

Unge bankkunder forkæles med høje indlånsrenter

Der er mange muligheder for at få en høj rente, men kun for en bestemt kundegruppe.

Privatøkonomi

Jagten på gode bankkunder er intens, og det kan ikke mindst kunder under 30 år tjene penge på. For kamppladsen foregår i høj grad via de unge, og de kan dermed få langt bedre vilkår end andre. Også lånevilkårene kan være attraktive.

»Bankerne ved godt, at det gælder om at kapre kunderne tidligt. Håbet for bankerne er, at når den første lejlighed skal finansieres, så bliver de unge i deres nuværende bank. Her opfordrer vi dog altid til, at man får indhentet flere tilbud, så man er sikker på de mest gunstige betingelser,« lyder rådet fra kommunikationschef i Mybanker, Peter Jensen.

De fleste banker har tilbud målrettet konfirmander, men der er efterhånden flere eksempler på, at man kan få en høj rente helt frem til, man fylder 30 år.

Danskerne har over 800 mia. kr. stående på opsparingskonti i øjeblikket, og i mange tilfælde er renten 0 pct. Men indlånsrenten for unge er langt mere attraktiv. I flere banker kan man få en rente på 3 pct. eller derover.

Her kan du få 3 pct. eller derover:

BankKontonavnRenteUdvalgte betingelser
Djurslands BankUngPlus Studiekonto3,5018-29 år inkl. videregående SU-berettiget uddannelse med studiekort samt nemkonto.
Spar Nord BankStudiekonto3,0018 år-29 år. SU-berettiget videregående uddannelse. Du skal have nemkonto, aktiv netbankaftale, e-boks og betalingskort.
Sparekassen KronjyllandUddannelseskonto3,00For studerende, elever eller lærlinge på en uddannelse på fuld tid af min. 2 års varighed.
Sparekassen VendsysselFocus Plus Xtra konto3,0018-27 år inkl. Kontoen skal være lønkonto og nemkonto, kunden skal anvende sparekassens Netbank.
Vestjysk BankGebyrfri hverdag3,00For studerende på SU-berettiget uddannelse. 18-28 år inkl. med Nemkonto i banken.

Kilde: Mybanker

Peter Jensen opfordrer alle unge til at tjekke bankernes hjemmesider for at finde dels rentesatserne dels betingelserne. Ofte er det derudover muligt af få en kassekredit eller et andet lån til usædvanligt favorable vilkår.

Bankerne lægger ikke skjul på, at de unge er attraktive kunder. Men der er andre motiver, understreger Jan Salling, der er funktionschef i Sparekassen Kronjylland

»De 3 pct. er til studerende, elever og lærlinge, mens de er under uddannelse. På den måde støtter vi dem med en ekstra god rente, mens de dygtiggør sig. Det er naturligt at få lavet en gennemgang af økonomien, når uddannelsen er færdig, og de kommer i job. Det oplever vi også stor forståelse for hos kunderne, der er glade for de ekstra procenter, mens de er studerende,« Jan Salling.

Den høje rente er dog ikke et forsøg på at lokke nye kunder i butikken, understreger han.

»Det er i mindst lige så høj grad et produkt henvendt til vores egne kunder, der skal tage en uddannelse,« lyder det.

Samme filosofi har man i Spar Nord Bank.

»De 3 pct. er et tilbud til studerende – både på SU-berettigede uddannelser og erhvervsuddannelser. Når de unge afslutter deres uddannelse, overgår de til vores almindelige fordelsprogram, hvor fordelene ikke er så meget på indlånsrenter men bedre priser på udlån og forskellige andre produkter,« siger Ole Madsen, der er kommunikationschef, Spar Nord Bank.

Rent faktisk kan det lade sig gøre - også for unge at få en rente på indlån helt op til 5 pct. Det gælder kunder i Lån og Spar. Men denne rente gælder for både unge og ældre kunder og er forbeholdt medlemmer af bestemte fagforbund.

Artiklens emner
Sparekassen Kronjylland
Spar Nord