Her boomer boligsalget: Er du en af de heldige?
Et bestemt område i Danmark stikker lidt overraskende ud.
Boligmarkedet er i markant bedring. I årets første fire måneder er der solgt 23.591 boliger, og det er 8,5 pct. flere end samme periode sidste år, viser nye tal fra Boligsiden.dk.
Fremgangen er fint fordelt over hele landet. Det er primært salg af parcelhuse og sommerhuse, der trækker læsset.
»Der er solgt over 14.400 huse, og det er 8 pct. flere end i samme periode sidste år. Der er stigninger i alle landsdele på nær i København by, og det er endnu et tegn på, at opsvinget på boligmarkedet kommer alle dele af landet til gode,« mener kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz.
Tallene er ikke påvirket af den nye boligskatteaftale, der først blev vedtaget i begyndelsen af maj. Så hvis den har en effekt, vil det først vise sig senere på året, mener Birgit Daetz.
Kun i København er salget af parcelhuse faldet. Men dels er der relativt få parcelhuse til salg i byen, dels er priserne meget høje.
Ét område skiller sig dog markant ud i statistikken med en stigning på ikke mindre end 35,80 pct. Stigningen er oven i købet baseret på et solidt antal handler. Der er tale om Bornholm, hvor der i årets første måneder er solgt 224 parcelhuse.
Salg af villaer og rækkehuse
| Antal salg januar-april | Ændring i forhold til 2016 | |
|---|---|---|
| Bornholm | 224 | 35,80% |
| København By | 537 | -1,30% |
| Københavns Omegn | 1.283 | 5,30% |
| Nordsjælland | 1.613 | 7,80% |
| Østjylland | 2.314 | 8,50% |
| Vestjylland | 1.104 | 10,60% |
| Nordjylland | 1.552 | 5,20% |
| Østsjælland | 852 | 11,20% |
| Vest- og Sydsjælland | 1.766 | 10,20% |
| Fyn | 1.328 | 7,70% |
| Sydjylland | 1.838 | 6,60% |
Kilde: Boligsiden.dk
Det kan der være flere forklaringer på.
- Fald i billetpriser udenfor sæsonen.
- Bopælspligten blev fjernet fra starten af 2014.
- Mange boliger kan bruges som flexboliger.
Dertil kommer, at villaer koster i gennemsnit mellem 5.500 og 6.500 kr., mens sommerhuse er væsentligt dyrere, og da der ikke er bopælspligt i villaerne, så kan de bruges som sommerhuse. Dermed overlapper boligtyperne hinanden.
Også andre steder i landet vokser boligsalget markant. I både Vestjylland, Østsjælland og Vest- og Sydsjælland er salget steget med mere end 10 pct. Der er tale om områder, hvor boligmarkedet ellers har haft det relativt hårdt de senere år.
Foruden parcel- og rækkehusene går det også godt på sommerhusmarkedet. Her er der solgt 20 pct. flere i første fire måneder i forhold til samme periode sidste år, og salget er mere end fordoblet siden 2011.


