Privatøkonomi

Beckham og Rooney blandt taberne i spektakulær skattesag om 6 mia. kr.

Filminvesteringer kan blive en dyr fornøjelse for flere britiske kendte.

David Beckham er blandt de 1.400 investorer, som hver skulle have lagt mindst 100.000 pund i filminvesteringsselskabet Ingenious. Foto: AP Photo/Kirsty Wigglesworth

En spektakulær skattesag i Storbritannien kan koste en række kendisser kassen efter en afgørelse torsdag.

Det skriver bl.a. BBC og The Guardian.

Skattesagen omhandler filmfinansieringsselskabet Ingenious, som havde 1.400 investorer. Blandt dem fodboldstjerner som David Beckham, Wayne Rooney og Gary Lineker, og ifølge BBC skulle man investere mindst 100.000 pund for at være med i Ingenious.

Skattevæsnet mener dog ikke, der var tale om reelle investeringer, men derimod en metode til undgå at betale skat.

Sagen drejer sig om ca. 420 mio. pund, som ikke er blevet betalt i skat. Med renter er beløbet oppe på 700 mio. pund, hvilket med dagens valutakurser svarer til næsten 6 mia. kr.

I Storbritannien kan man opnå skattefordele ved at støtte den britiske filmindustri. Men skattevæsnet har nu fået medhold i, at Ingenious har fået skattefritagelse for kunstige tab på de film, selskabet har investeret i. Eksempelvis har Ingenious været med til at finansiere storfilm som Life of Pi og James Camerons Avatar.

I sommeren 2016 fik skattevæsnet medhold i sin udlægning af Ingenious som skatteunddragelse, og torsdagens afgørelse omhandler en teknisk afklaring.

Den afgørelse giver også skattevæsnet medhold, selv om dommeren ifølge The Guardian indrømmede, at han havde betænkeligheder ved den.

Ifølge The Guardian er de fleste af pengene blevet betalt til skattevæsnet, men en talsperson fra Ingenious siger, at de vil appellere afgørelsen.

BRANCHENYT
Læs også