Privatøkonomi
0

Sådan undgår du en kæmpe bidragsregning for afdragsfrihed

Tårnhøje bidragssatser på det yderste af lånet bør få boligejere til at se på andre alternativer.

Afdragsfriheden giver en likviditetslettelse hver måned, men den kan være meget dyrt betalt.

Afdragsfrihed på det yderste af boliglånet er nu så dyrt, at man bør undgå det. Vælger man afdragsfrihed på det yderste af lånet, svarer det til en ekstra rente på 14,1 pct. over fem år eller 416,1 pct. i årlig rente, hvis der er tale om en kortere periode.

Det viser et opsigtsvækkende regnestykke fra den uvildige bankportal Mybanker. Baggrunden er, at afdragsfrihed koster mere på den del af et realkreditlån, som ligger inden for 60-80 pct. af boligværdien, end det gør at få afdragsfrihed på den del af lånet, som ligger inden for 0-40 pct. af værdien.

»Du kan komme til at betale høje omkostninger for at få afdragsfrihed på et realkreditlån. Det gælder især den del af lånet, som ligger inden for 60-80 pct. af din boligs værdi. Derfor kan det godt betale sig at afdrage på den del af lånet og i stedet supplere med en anden låntype,« siger kommunikationschef i Mybanker Peter Jensen.

Normalt deler realkreditinstitutterne deres bidrag op i tre intervaller. Lavest er bidraget for lån op til 40 pct. af boligens værdi, mens det er højest for lån over 60 pct. af værdien. Mellem yderpunkterne er bidraget for lån mellem 40 og 60 pct. af boligens værdi.

Mybanker tager udgangspunkt i et hus til 2,5 mio. kr. med 80 pct. belåning. Det vil sige, at realkreditlånet/lånene i alt udgør 2 mio. kr. Så ser bidragssatserne sådan ud:

Bidrag i Totalkredit, F5-lånMed afdragMed afdragsfrihed
0-40 pct. -0-1 mio. kr.0,50%0,60%
40-60 pct. 1-1,5 mio. kr.1,05%1,35%
60-80 pct. 1,5-2 mio. kr.1,45%2,25%

Kilde: Mybanker

Det koster blot 0,1 pct. i bidrag at få afdragsfrihed på den del af et realkreditlån, som ligger mellem 0-40 pct. af boligværdien.

Til gengæld koster det 0,3 pct. i bidrag for den del, der ligger mellem 40-60 pct. af værdien og hele 0,8 pct. for den del, der dækker 60-80 pct.

»Det er altså i dette tilfælde otte gange dyrere at opnå afdragsfrihed for den sidste fjerdedel af lånet, end det er for den første halvdel. Det er præcist derfor, at Mybanker anbefaler at betale afdrag på den del af dit realkreditlån, der ligger over 60 pct. af boligværdien,« siger Peter Jensen.

Afdragsfrihed giver flere penge mellem hænderne, og Mybanker har regnet på, hvor meget man kommer til at betale for de ekstra penge, hvis man omregner det til en rente. I eksemplet vil man efter fem år have betalt 14,1 pct. i rente af de penge, man ikke har skullet afdrage.

Regnestykket - der er lidt teknisk - ser sådan ud:

Mybanker sammenligner to lån fra 60-80 pct. - et med og et uden afdragsfrihed. Lånet er et F5 og er på 500.000 kr., som svarer til den del af lånet, der ligger mellem 60 og 80 pct. af boligens værdi.

  • De første tre måneder er begge lån på 500.000 kr., men lånet med afdragsfrihed koster 2,25 pct. i bidrag, mens lånet uden afdragsfrihed koster 1,45 pct. Det giver en merbetaling efter tre måneder på 1.000 kr. på lånet med afdragsfrihed.
  • Efter tre måneder slipper man på lånet med afdragsfrihed for at betale 3.978 kr. i afdrag. Man har således de næste tre måneder 3.978 kr. mere på bankkontoen.
  • Efter yderligere tre måneder betaler man 1.014 kr. mere i bidrag på lånet med afdragsfrihed + 4 kr. mere i rente.
  • Hvis man opgør "boet" efter seks måneder, har man således betalt 1.000 + 1.014 + 4 = 2.018 kr. mere i bidrag og rente på lånet med afdragsfrihed. For de penge har man haft 3.978 kr. mere på bankkontoen i tre måneder.

»2.018 kr. mere i bidrag og rente er rigtig mange penge for at "låne" 3.978 kr. i tre måneder. Faktisk svarer det til 416,1 pct. i årlig rente,« konstaterer Peter Jensen.

Som tiden går, vil man slippe for flere og flere afdrag, og fordi bidraget beregnes af restgælden, vil forskellen i bidragsbetaling mellem de to lån kun stige i moderat tempo.

Renten for at spare afdrag vil derfor blive mindre med tiden, men uanset dette vil man efter fem år have betalt, hvad der svarer til 14,1 pct. i rente for de penge, man er sluppet for at afdrage.

BRANCHENYT
Læs også