Fortsæt til indhold

Sådan undgår du at blive ramt af kursfald på dit nye boliglån

Når obligationskurserne falder, kan det gå stærkt - ofte stærkere end kursstigninger.

Privatøkonomi

Kurserne på obligationer vil altid svinge, men når de falder, går det stærkere, end når de stiger, viser en beregning, som Nykredit har foretaget. Og selv små kursudsving kan få ganske store konsekvenser for det samlede regnestykke, når man lægger lån om. Men det er ikke så dyrt at sikre sig mod kursfald, som man skulle tro.

Hvis man vælger en fastkursaftale, der løber i tre måneder, bliver der trukket ca. 0,7 pct. af obligationskursen. Vælger man to måneder er prisen 0,5 og en måned koster 0,25 kurspoint.

Det betyder, at det gennemsnitlige kursfald er ca. 2,5 gange så højt som en fastkursaftale.

I forbindelse med en låneomlægning går der ofte to til tre måneder fra beslutning til udbetaling, og hvis ikke man sikrer sig, risikerer man, at det går ud over både kursen og nattesøvnen. Det seneste år er kursen i en tre måneders periode i gennemsnit faldet med omkring 1,8 kurspoint i perioder med kursfald. I perioder med kursstigninger er den steget med 1,15 kurspoint.

Regnes det om til hovedstol, svarer det til et gennemsnitligt tab på 21.000 kr. pr. mio. ved kursfald og gennemsnitlig gevinst på 12.000 kr. ved kursstigning.

»Man bør ikke spekulere i kursen på et fast forrentet lån frem mod udbetaling. Set over længere perioder har tendensen været, at kursen har taget elevatoren ned og trapperne op. Med andre ord er kursfaldene gået hurtigere end kursstigningerne,« siger seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.

I Nykredit/Totalkredit anbefaler man som udgangspunkt altid at kurssikre.

»Man bør ikke sidde med krydsede fingre og tilsvarende dårlig nattesøvn i håb om, at kursen tikker op frem mod udbetaling. Det kan gøre ondt, hvis man satser og er uheldig og rammer en periode med kursfald. Vores anbefaling er at kurssikre,« siger Jeppe Borre.

For en uge siden var det populære 2 pct.-lån på det højeste kursniveau i otte måneder. Siden har kursen tabt godt 1 point. Kursen er i dag så godt som uændret sammenlignet med for et år siden. Året har været præget af betydelige kursudsving fra i underkanten af 95 til den gode side af 99.

»Det seneste kursfald og de generelle kursudsving sætter spot på kursrisikoen ved ikke at låse kursen på et fast forrentet lån. Det er uanset, om det er som nyt lån i forbindelse med boligkøb eller i forbindelse med en låneomlægning. Vores anbefaling er at låse kursen på et fast forrentet lån, og en kurs i aktuelle 98 er bestemt yderst fornuftig,« mener Jeppe Borre.

Obligationerne bag 2 pct. lånet har en høj kursfølsomhed, og det er faktisk en af fordelene, når man har lånet. I tilfælde af rentestigninger falder værdien af restgælden, og man kan således barbere af gælden ved en låneindfrielse. Hvis man omvendt ikke har låst kursen frem mod udbetaling, vender man kursfølsomheden fra at være en fordel til at være en risiko.