Fortsæt til indhold

Boligejere betaler dyrt for at kunne sove roligt om natten

I øjeblikket vinder de sikre og dermed også dyrere realkreditlån frem blandt landets boligejere.

Privatøkonomi

De dyreste realkreditlån hitter i øjeblikket blandt de danske boligejere. Fastforrentede boliglån, der er de mest sikre og dermed også dyreste, er i fremgang, mens det modsatte er tilfældet for realkreditlån med variabel rente.

Det viser den netop offentliggjorte udlånsstatistik fra Finans Danmark.

»Et variabelt forrentet lån uden afdrag på 1 mio. kr. har i øjeblikket en ydelse på under 800 kr. om måneden efter skat. Det er så lav en ”husleje”, at boligejerne hurtigt kunne få råd til flere fornøjelser eller fede ferier. Men selv om fristelsen helt sikkert er stor, er det de sikre og dermed også dyrere låntyper, der hitter i stedet for. Og i det nuværende marked giver det god mening,« lyder det i en kommentar fra Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit.

I andet kvartal var 6 ud af 10 nye realkreditlån med fast rente, viser tallene fra Finans Danmark. Over det seneste år har landets realkreditinstitutter øget deres udlån til boligejerne med 34 mia. kr. Det dækker dog over, at lån med fast rente er steget med 39 mia. kr., mens lån med variabel rente er faldet med 5 mia. kr.

»Det er fornuftigt, at boligejerne benytter de nuværende lave renter til at få en større sikkerhed i deres privatøkonomi, også selv om det ikke er gratis. Det er netop, når renten er lav, at det kan betale sig at låse den fast i flere år frem, og har man ikke nogen større gæld ved siden af boliglånet, giver det også god mening, at begynde at afdrage,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

I 2012 var andelen af lån med fast rente nede omkring 30 pct., men det seneste år er den steget med 1,7 pct.point, så den nu er på 39,7 pct.

»Det samlede resultat for udviklingen i lånene er, at de danske boligejere i helhed bliver mere robuste over for eventuelle rentestigninger eller boligprisfald. Samlet set påvirker en kommende rentestigning færre boligejeres månedlige husholdningsbudget, og samtidig er formuen i boligen også beskyttet væsentligt bedre over for en eventuel mærkbar rentestigning,« lyder det i en kommentar fra Jeppe Borre, der er seniorøkonom i Nykredit.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Nykredit