Fortsæt til indhold

Flere benytter sig af nye låneregler til at købe sommerhus

Nu kan du finansiere en større del af sommerhuset gennem et realkreditlån - og det har mange benyttet sig af.

Privatøkonomi

Det lader til, at de nye låneregler for sommerhuse har lokket flere købere til.

I hvert fald blev der solgt knap 1.000 flere sommerhuse mellem maj og august i år end i samme periode sidste år. Seks ud af ti af disse købere gjorde brug af de nye låneregler, der har gjort det muligt at finansiere en større del af sommerhuskøbet med et realkreditlån.

Det skriver DR.

Inden 1. maj i år kunne man låne op til 60 pct. af sommerhusets værdi som realkreditlån. Efter reglerne er blevet lavet om, kan man i dag låne op til 75 pct. af sommerhusets værdi.

Både tal fra Realkredit Danmark, Nykredit, Nordea Kredit og BRF Kredit viser ifølge DR, at sommerhuskøbere i høj grad gør brug af de nye låneregler.

Lånereglerne blev i sin tid lavet om for at sætte gang i salget af sommerhuse i Danmark, men selv om der er blevet solgt flere sommerhuse i år sammenlignet med samme periode sidste år, så kan man dog ifølge Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit, ikke give de nye regler hele æren.

Han peger over for DR også på den generelle udvikling i dansk økonomi.

»Hvis man kigger på den seneste udvikling i handelsaktiviteten på sommerhusmarkedet, kan vi konstatere, at der i andet kvartal i år blev handlet i omegnen af 2.500 sommerhuse. Det er faktisk det højeste niveau siden starten af 2006 - altså i over 11 år,« siger Tore Stramer.

Resten af det danske boligmarked er også i fremgang, viser tal fra boligsiden.dk. I august blev der solgt det højeste antal villaer og rækkehuse på en måned i ti år - nemlig 4.232 villaer og rækkehuse i alt. I samme måned blev der solgt 1.770 ejerlejligheder og samlet set for hele året når det tal op på 13.786 ejerlejligheder. Det er ligeledes det højeste antal solgte ejerlejligheder for årets første otte måneder i ti år.