I dag bliver bilerne billigere: Se 20 priseksempler
Den nye registreringsafgift, der træder i kraft tirsdag, gør en række biler billigere, mens nogle stiger i pris.
Billigere biler. Det er resultatet af den nye registreringsafgift, som træder i kraft i dag, efter at regeringen og Dansk Folkeparti for få uger siden blev enige om en ny model for registreringsafgifter på biler.
De nye regler, som med finansminister Kristian Jensens (V) ord gør det billigere at købe en familievenlig og sikker bil, betyder bl.a., at en Volkswagen Passat med det nye afgiftsystem bliver ca. 13 pct. billigere i forhold til det gamle afgiftssystem.
Prisen falder fra ca. 460.000 kr. til ca. 400.000 kr.
Med de nye regler er den lave afgiftssats blevet sænket fra fra 105 pct. til 85 pct. Den høje sats er blevet fastholdt på 150 pct., men grænsen for, hvornår den høje sats træder i kraft, det såkaldte skalaknæk, er steget fra 106.600 kr. til 185.000 kr.
Desuden er den værdibaserede afgift blevet suppleret med et øget fradrag for sikre biler samt et øget afgiftstillæg for biler med ringe brændstoføkonomi. Fradraget for de sikreste biler er øget fra de 2.000 kr. til 8.000 kr.
Fradraget gives til biler, der opnår de maksimale fem stjerner i den internationale sikkerhedstest Euro NCAP.
Omvendt er afgiftstillægget for biler med dårlig brændstoføkonomi steget fra 1.000 kr. til 6.000 kr.
Reglerne betyder, at en lang række biler falder i pris. Der findes dog også biler, som stiger i pris. Det gælder f.eks. Citroën C1, der stiger med næsten 8.000 kr.
Se her, hvad 20 forskellige biler kommer til at koste med det nye system:
- Volkswagen Up: 114.400 kr. (-400 kr.)
- Citroen C1: 102.800 kr. (+7.900 kr.)
- Peugeot 208: 156.200 kr. (-3.800 kr.)
- Volkswagen Polo: 156.200 kr. (-3.800 kr.)
- Peugeot 308: 247.000 kr. (-33.000 kr.)
- Volkswagen Golf: 263.500 kr. (-25.500 kr.)
- Opel Astra: 241.200 kr. (-19.800 kr.)
- Volkswagen Passat: 400.100 kr. (-58.300 kr.)
- Audi A5: 504.100 kr. (-55.300 kr.)
- Toyota Avensis: 332.600 kr. (-35.300 kr.)
- Audi A6: 611.900 kr. (-58.300 kr.)
- Volvo V90: 657.800 kr. (-58.300 kr.)
- BMW7-serie: 1.637.600 kr. (-55.900 kr.)
- Nissan Qashqai: 261.200 kr. (-17.600 kr.)
- Volvo XC90: 1.016.000 kr. (-47.800 kr.)
- Suzuki Vitara: 210.500 kr. (+500 kr.)
- Volkswagen Touran: 323.900 kr. (-42.100 kr.)
- Ford C-Max: 236.200 kr. (-15.800 kr.)
- Maza MX-5: 284.400 kr. (-15.600 kr.)
- Ford Transit Custom: 498.600 kr. (-43.800 kr.)
Kilde: Skatteministeriet (priserne er baseret på listepriser, der kan variere en hel del, ligesom ejerafgiften ikke er med i beregningerne)


