Fortsæt til indhold

Pas på forsikringsfælderne, hvis du lejer ud via Airbnb

Som udlejer er man ikke dækket af sin indboforsikring.

Privatøkonomi

Boligejere, der lejer deres bolig ud via Airbnb, løber en stor risiko, hvis lejerne laver skader i lejligheden. Skaderne dækkes ikke automatisk af Airbnb, og der er heller ikke meget hjælp at hente med den traditionelle indboforsikring.

Mange tror, den dækker, men det gør den ikke.

»Når man lejer ud, er man ikke dækket af indboforsikringen. Du har selv inviteret folk ind, og din forsikring dækker hverken hærværk eller tyveri begået af lejer,« forklarer kommunikationsdirektør i Alka Forsikring, Lise Agerley.

Flere udlejere har haft uheldige oplevelser ved at udleje deres bolig. Fra 2015 til 2016 steg antallet af udlejninger via Airbnb fra 1,7 mio. til 3 mio. danskere. I samme periode steg antallet af udlejere til 30.000.

Airbnb har godt nok en såkaldt ”værtsgaranti” op til 6 mio. kr., men den er ikke en forsikring og omfatter bl.a. ikke kontanter og værdipapirer, kæledyr, personligt ansvar eller delte- eller fællesområder. Tværtimod henviser Airbnb til udlejernes egne forsikringer.

»Værtsgarantien skal ikke betragtes som en erstatning eller stand-in for husejeres eller lejeres forsikring,« skriver Airbnb på sin hjemmeside.

Det kan da også være svært af få fat på Airbnb, viser flere eksempler fra Trustpilot. Her skriver Søren Berg bl.a.:

»Jeg har haft vores lejlighed lejet ud nu 5 gange gennem Airbnb, og 2 af gangene har der været skade på noget i lejligheden. Jeg har nu efter snart 2 måneder endelig fået erstatning fra første skade. Den anden skade (som løber op i knap kr. 30.000,-) venter vi nu på svar på. At kontakte dem er umuligt, og det personale de har ansat til at snakke med kunder er så dårlige til engelsk at man knap forstår dem.«

Et andet eksempel er Jakob Hjort, der fik ødelagt et køkkenskab - en udgift til ca. 3.000 kr.

»Vi kontaktede straks gæsterne, som indvilligede i at betale lidt af beløbet. Et par dage senere ville de pludselig ikke erstatte noget, hvorefter vi rettede henvendelse til Airbnb. Her mødtes vi af en meget arrogant holdning. Airbnb skrev, at de ikke dækkede kosmetiske skader, så sagen var lukket,« skriver Jakob Hjort.

Ifølge Lise Agerley demonstrerer Airbnb-konceptet, at der er store udfordringer forbundet med et eventuelt erstatningsansvar, når der er tale om deleøkonomi.

»De traditionelle forsikringer er ikke lavet til, at vi deler. For forsikringsselskaberne er der tale om et helt nyt univers, som vi ikke ved, hvordan vi skal prissætte. Vi er gået ind i deleøkonomi-forsikringer for at gøre os nogle erfaringer med et område i hastig udvikling. Her skal vi kunne imødekomme danskernes behov,« siger Lise Agerley.

I Alka har man forsøgt sig frem. Blandt andet har man haft et samarbejde med et firma, der formidlede tøj på delebasis.

Alka har i dag en forsikring målrettet udlejning via selskaber som Airbnb.

For 200 kr. kan man forsikre sin lejlighed i fire uger. Forsikringen kan forlænges. Der er dog ikke mange kunder, der har valgt at forsikre sig.

»Vi troede, den ville blive mere efterspurgt, men vi har ikke solgt så mange som man skulle tro i forhold til, hvor mange der benytter Airbnb. Jeg tror, det skyldes, at vi ikke endnu har valgt at kommunikere så meget om den, og at mange tænker ikke over, at der er brug for tillægsforsikring, hvis man skal være sikker på at få erstatning, når man lejer sin bolig ud,« siger Lise Agerley.

En anden mulighed for at sikre sig mod skader kan være et stort depositum. Men bliver det for stort, kan det skræmme interesserede lejere væk.

Artiklens emner
Airbnb
Lise Agerley