Fortsæt til indhold

Boligrenter trykket helt i bund: Få et F5-lån til 0,04 pct.

Meget lave renter forud for opsigelsesfristen.

Privatøkonomi

De boligejere, der overvejer at lægge deres lån om nu, er sikre på at få et meget billigt lån, uanset om de vælger flekslån eller fast forrentede lån. Der er opsigelsesfrist for eksisterende lån den 31. oktober, så omlægger man inden da, sparer man omkostninger i form af differencerenter.

Til nytår skal flekslån for over 200 mia. kr. refinansieres, og flekslånerne har også udsigt til rekordlave renter.

Renterne på flekslån har længe været historisk lave. I BRFkredit er renten på flekslån med et til fire års løbetid negativ. Fredag røg F5-renten helt ned i 0,04 pct. F5-lånet tilgodeses derudover af at have lavere bidragssatser end andre flekslån, og kan dermed konkurrere med andre flekslån.

Der er forskel på rentesatserne i de enkelte institutter, men billedet af, at der er negative renter på flekslån med kortest tid mellem refinansieringsperioderne, gælder for alle institutter. Hos alle tester renten på F5-lån også en historisk bund.

Kurser på populære boliglån:

LøbetidRenteTilbudskurs
100,599,15
151,098,95
201,599,20
302,098,99
30 Uden afdrag2,097,20

Kilde: BRFkredit

For boligejere med hang til fast forrentede lån, er der gode nyheder. Kurserne på obligationerne bag de mest populære lån ligger alle omkring 99.

Et 30-årigt 2 pct. lån med afdrag fås således til en kurs tæt på 99, og 2 pct. lånet uden afdrag er langsomt kravlet op mod 98.

Det er uvist, hvor stort potentialet er for omlægninger i de kommende måneder. Mange lagde om sidste år, men der er fortsat lån for lidt mere end 70 mia. kr. med en rente på 3,5 pct. og opefter. Kurserne på 2 pct. lånet er så høj, at også boligejere med 3 pct. lån kan overveje at lægge om. Der er 3 pct. lån for mere end 100 mia. kr.

De høje kurser øger muligheden for, at der igen introduceres et 30-årigt 1,5 pct. lån. Et sådant lån kunne man få frem til 1. september. Fra den dato blev de gamle obligationsserier udskiftet med nye, og de gamle lån er altså ikke i spil længere.

1,5 pct. lånet blev overraskende populært ikke mindst hos virksomheder og boligforeninger. Et 1,5 pct. lån er ekstremt kursfølsomt og dermed optimalt, hvis renten stiger, og man har ambitioner om at konvertere lodret. Kursfølsomheden er mellem 8 og 9 point de første år.

Artiklens emner
BRFkredit