Boligejere holder fast i de afdragsfrie lån
Flere vælger lån med fast rente, men flekslån og afdragsfrihed er stadig populært.
De afdragsfrie lån udgør stadig ca. halvdelen af alle boliglån. På et år er flere af dem blevet med fast rente, mens andelen af afdragsfrie flekslån er svagt faldende, viser nye tal fra Finans Danmark.
Det samlede udlån til private er steget med godt 30 mia. i forhold til 2. kvartal sidste år og ligger nu på 1.532,8 mia. kr. De afdragsfrie lån udgør 49,5 pct. af det samlede udlån. For et år siden var tallet 51,4 pct.
Men faldet skyldes altså udelukkende, at det samlede udlån er vokset relativt meget.
»Når flere vælger kombinationen af fast rente og afdragsfrihed, viser det, at afdragsfrihed stadig er relevant for mange boligejere. Tallene viser, at fleksibiliteten bl.a. bliver brugt til at binde renten. Det er også udbredt, at fleksibiliteten bruges til at afdrage hurtigere på anden og dyrere gæld,« vurderer Peter Jayaswal, der er direktør for ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Udestående lån til ejerboliger:
| Tal i mia. kr. | 2. kvt. 2016 | 4. kvt. 2017 | 2. kvt. 2017 |
|---|---|---|---|
| Bruttoudlån | 1.499 | 1.519 | 1.533 |
| Lån med fast rente | 569 | 600 | 601 |
| Flekslån | 929 | 918 | 925 |
| Afdragsfrie lån | 771 | 752 | 759 |
Kilde: Finans Danmark
Den største vækst kommer fra de fast forrentede lån. I forhold til sidste år er der kommet nye lån for 32 mia. kr. Tallene viser også, at bestanden af flekslån er nogenlunde konstant.
I 4. kvartal sidste år var der flekslån for 929 mia. kr. Det tal er nu faldet med beskedne 4 mia. til 925 mia. kr. Det er dog værd at hæfte sig ved, at faldet er sket i en periode, da det samlede udlån er vokset, mener Peter Jayaswal.
»Vi oplever for tiden et opsving i dansk økonomi, og boligpriserne stiger i alle dele af landet. Væksten i realkreditudlånet er i trit med den udvikling,« mener han.
Den samlede udlånsvækst til ejerboliger kommer primært fra fastforrentede lån med afdrag, der det seneste år er øget med 8,2 pct. Lån med kort rentebinding og afdragsfrihed er omvendt faldet med 7,7 pct.
»Den lange rente befinder sig fortsat på et lavt niveau, og flere boligejere vælger fast rente. Det sker primært i kombination med, at der afdrages på lånet, men der er også vækst i det fast forrentede udlån med afdragsfrihed. Til gengæld har boligejerne trådt på bremsen i forhold til variabel rente uden afdrag, og det betyder, at afdragsfrie lån samlet set er mindsket siden 2013,« konstaterer Peter Jayaswal.
