Tech

Nu sker det: Titusindvis af Plenti-kunder skifter mobilnetværk

Om kort tid rykkes alle Plenti-kunderne fra 3’s netværk til TDC’s netværk. Dermed bliver Plenti-kunderne for alvor TDC-kunder.

Foto: Klaus Gottfredsen

De 83.000 mobilkunder, som TDC Group overtog med købet af Plenti, har hidtil anvendt 3’s netværk, men det er snart helt slut.

TDC Group oplyser, at Plenti-kunderne om kort tid vil være overført til TDC’s eget netværk.

“De nuværende Plenti-kunder bliver flyttet over på TDC Groups mobilnet i løbet af december,” skriver selskabet i en pressemeddelse.

Kun lidt mere end to måneder efter, at det blev meddelt, at TDC Group købte Plenti for 74 millioner kroner, har Plenti-stifter Peter Mægbæk samtidig netop annonceret, at han forlader Plenti.

Læs mere om det her: Plenti-stifter Peter Mægbæk færdig som tele-topchef - forlader selskabet

Det bliver i stedet 42-årige Claus Wamsler-Nielsen, der fremover skal stå i spidsen for Plenti. Han kommer fra en stilling hos firmaet Subscrybe og har forinden arbejdet 13 år hos Telmore, oplyser TDC Group.

“Vi skal fortsat knokle for, at vores kunder oplever den bedste kundeservice og de bedste produkter. Den første store opgave forude bliver at flytte vores kunder over på TDC-mobilnettet, så de får den allerbedste oplevelse, når de bruger deres mobil,” udtaler Claus Wamsler-Nielsen.

Claus Wamsler-Nielsen tiltræder som administrerende direktør 17. november.

Læs også:

Plenti-direktør skrev salgspapirer under klokken 07:20 i morges: "Der har været mange scenarier på bordet"

Tre vigtige pointer om TDC's køb af Plenti: Hver mobilkunde har kostet 822 kroner

Denne artikel er leveret af
BRANCHENYT
Læs også