Tech

Apple fjerner Skype fra kinesisk App Store efter pres fra myndigheder

Det er ikke længere muligt at downloade Skype i Kina, hvor blandt andet Apple har valgt at fjerne appen efter pres fra de kinesiske myndigheder.

Foto: AP/Patrick Sison

Gennem den sidste måned er Skype forsvundet fra de mest populære app stores i Kina. Her i blandt Apples App Store.

Det skriver New York Times.

Ifølge den amerikanske avis tyder det på, at Skype, der er ejet af Microsoft, er kommet på kant med de kinesiske myndigheder.

“Ministeriet for offentlig sikkerhed har meddelt os, at en række programmer, der bruges til at føre samtale over internettet, ikke lever op til den lokale lov. Derfor er de apps nu blevet fjernet fra App Store i Kina,” oplyser en talsperson fra Apple i en mail til New York Times.

Læs også: Danske it-virksomheder tvinges til at udlevere kildekode til Kina

Fjernelsen af Skype har ifølge New York Times ført til en lang række klager fra kinesiske Skype-brugere.

Det lader dog ikke til, at Skype er blevet blokeret på det kinesiske internet, og derfor kan tjenesten fortsat bruges af brugere, der allerede har installeret Skype.

Men det er ikke længere muligt at downloade appen, og det er heller ikke længere muligt at betale for et Skype-abonnement via Apples App Store.

Skype er langt fra den første ikke-kinesiske tjeneste, der er kommet i unåde i Kina. Eksempelvis er det heller ikke muligt at bruge populære internettjenester som Facebook og Twitter i Kina.

Tidligere på året kom det desuden frem, at Apple havde fjernet adskillige VPN-applikationer fra den kinesiske App Store. Det skete ligeledes efter pres fra de kinesiske myndigheder.

Læs også: Apple fjerner VPN fra App Store: "Vi følger bare kinesisk lov"

Denne artikel er leveret af
BRANCHENYT
Læs også