Fortsæt til indhold

Goldman Sachs overvejer at åbne op for bitcoins

En af verdens største investeringsbanker kan være på vej til at invitere bitcoins og andre virtuelle valutaer ind i varmen.

Goldman Sachs hovedkvarter i New York.Foto: Mark Lennihan/AP
Tech

En af verdens største investeringsbanker er måske på vej til at åbne døren for bitcoins og andre virtuelle valutaer.

Ifølge mediet Bloomberg arbejder investeringskæmpen Goldman Sachs på planer om at åbne en afdeling, der skal handle med kryptovalutaer som eksempelvis bitcoins. Ifølge planerne skal projektet søsættes til juni – måske endda tidligere.

Bloomberg bygger historien på baggrund af flere anonyme kilder med kendskab til processen.

Goldman Sachs har ikke bekræftet historien, men til Bloomberg siger investeringsbankens talsmand, Michael DuVally følgende:

»I respons på kundernes interesse i digitale valutaer undersøger vi, hvordan de bedst kan betjene dem.«

Goldman Sachs topchef, Lloyd Blankfein, har tidligere været tvetydig i forhold til de nye virtuelle valutaer.

På den ene side har han antydet, at investeringsbanken arbejdede på en strategi i forhold til, hvordan den skal håndtere kryptovalutaer, og på den anden side har han påpeget, at markedet for digitale valuter stadig er for nyt og følsomt til, at Goldman Sachs vil røre ved det.

Hvis Goldman Sachs alligevel ender med at åbne porten for bitcoins og andre kryptovalutaer, vil banken være den første storbank på Wall Street, der lukker valutaerne ind i varmen.

Artiklens emner
Kryptovaluta
Goldman Sachs