Tech

SpaceX Dragon-kapsel er tilbage fra den internationale rumstation

Det er anden gang, at rumfartøjet har klaret sin mission i rummet.

Elon Musks rumfartsvirksomhed SpaceX har aldrig affyret så mange raketter som i 2017. Foto: SpaceX

Med 2,18 ton forsyninger ombord drog SpaceX-rumfartøjet Dragon den 15. december i fjor ud mod Den Internationale Rumstation.

Knap en måned senere er Dragon-kapslen nu landet på jorden igen.

Det skriver Techcrunch.com.

Landingen fandt sted tidligt lørdag morgen efter en succesfuld rummission. Rumfartøjet fik leveret sin last, der bl.a. bestod af videnskabelige eksperiments- og missionsmaterialer til astronauterne på rumstationen, og med sig ned på jorden igen har Dragon-kapslen de bearbejdede materialer, som nu skal analyseres af forskere på jorden, skriver mediet.

Den Internationale Rumstation, også kaldet ISS, kredser om jorden i en højde på mellem 360 og 415 km. Den bevæger sig med omkring 28.000 km/t og gennemfører dermed knap 16 kredsløb om jorden pr. dag.

Det er anden gang, at Dragon-kapslen har besøgt rumstationen. Den har tidligere været på en lignende tur med forsyninger til astronauterne.

At kapslen fuldførte missionen er ifølge Techcrunch en sejr for SpaceX, som kan sætte endnu et flueben på rumvirksomhedens ambitiøse rumfartøjsprogram.

I 2017 satte SpaceX personlig rekord ved sende i alt 18 raketter af sted. Det er 10 affyringer mere end virksomhedens næstmest produktive år.

SpaceX blev grundlagt i 2002 af Elon Musk, som også står i spidsen for elbilsproducenten Tesla.

Musks næste store affyringsprojekt skal efter planen finde sted i januar 2018, hvor han har planer om at sende en Tesla Roadster med en Falcon Heavy-raket i kredsløb om Mars.

Musk har tidligere oplyst, at han har et mål om at sende mindst to rumfartøjer til Mars inden 2022.

Læs også