Tech

Twitter indrømmer: Langt flere russiske konti blev benyttet under den amerikanske valgkamp

De mange konti har bl.a. spredt propaganda og falske nyheder under valgkampen i 2016.

Både Twitter og Facebook er blevet kritiseret for ikke tilstrækkeligt at have forsøgt at stoppe spredningen af propaganda under den amerikanske valgkamp. Foto: AP/Rolf Vennenbernd

Twitter indrømmer nu, at mere end 50.000 konti forbundet til Rusland brugte det sociale medie til at sprede forskelligt materiale - herunder bl.a. propaganda og falske nyheder - under den amerikanske valgkamp i efteråret 2016.

Det er langt flere konti, end Twitter tidligere har oplyst, skriver The Guardian.

Tech-giganten oplyser, at opslagene fra de russiske konti har nået mindst 677.775 amerikanere, der nu alle vi modtage en e-mail fra Twitter.

Alle de russiske konti er blevet slettet og overdraget til den amerikanske kongres, der lige nu efterforsker Ruslands indblanding i den amerikanske valgkamp i efteråret 2016.

Twitter understreger, at de russiske konti kun udgør en brøkdel af det sociale medies brugere, men at »den slags aktivitet imidlertid udgør en udfordring for demokratiske samfund over hele verden, og at vi (Twitter, red.) er forpligtede til at fortsætte arbejdet med sådan et vigtigt område.«

Amerikanske efterretningstjenester konkluderede sidste år, at den russiske regering blandede sig i den amerikanske valgkamp bl.a. ved hjælp af sociale medier med henblik på at få præsident Donald Trump valgt og samtidig skade hans modstander, Demokraternes Hillary Clinton.

Angiveligt kan mere end 3.800 Twitter-konti føres tilbage til statslige agenter i Rusland. Nogle af disse kontis opslag blev delt af flere af præsident Trumps seniorrådgivere, herunder Trumps søn Donald Trump Jr..

Både Twitter og Facebook er blevet kritiseret for ikke på tilstrækkelig vis at have forsøgt at stoppe spredningen af propaganda og falsk information omkring amerikansk politik og politikere på deres respektive sociale medier under valgkampen i 2016.

Facebook præsenterede fredag en ny plan for, hvordan det sociale medie i fremtiden vil forsøge at bekæmpe falske nyheder ved bl.a. at få mediets medlemmer til at vurdere troværdigheden af de nyheder og informationer, der dukker op på deres nyhedsrulle.

Læs også