Tech

Snart kan du "kilde" din iPhone

Forskere har skabt "e-hud", der kan registrere berøring og temperatur samt genskabe sig selv.

Et udsnit af e-hud, som man har udviklet på et universitet i Colorado. Foto: Jianliang Xiao/University of Colorado Boulder

Forestil dig, at din iPhone begynder at fnise, hvis du berører telefonens bagside. 

Det er måske ikke langt fra at ske.

Forskere har nemlig udviklet "e-hud", en syntetisk form for hud, der ligesom rigtig hud er blød, formbar og i stand til at registrere berøring, temperatur og genskabe sig selv.

Det skriver Forbes.

Seks forskere fra University of Colorado har skabt et translucerende materiale udstyret med en masse små sensorer, der gør materialet i stand til at kopiere flere af de egenskaber, rigtig menneskehud har. 

I den elektroniske hud er små nano-partikler i sølv, der gør e-huden stærkere, mere stabil og forbedrer strømmens ledningsevne.

Huden er desuden genanvendelig.

Hvis man blot dypper huden i en væske, der bl.a. indeholder ethanol, vil molekylerne opløses i mindre dele, og nanopartiklerne synke til bunds. Herefter vil alle komponenter kunne bruges til at lave elektronisk hud på ny.

Forskerne håber, at den elektroniske hud særligt kan finde gavn på proteser, men også robotter, der ved hjælp af den elektroniske hud ikke blot bliver langt mere virkelighedstro, men også i stand til at udføre mere sensitive opgaver, som f.eks. at tage hånd om spædbørn.

Tanken bag e-huden er også, at klassisk forbrugerelektronik såsom computere, tv, radioer og telefoner ikke blot bliver mindre golde at røre ved, men også bliver bedre i stand til at interagere - og med tiden, ja endda kan reparere sig selv.

Til CU Boulder Today, universitetets egen avis, fortæller en af forskerne Jianliang Xiao, at opfindelsen ikke blot er banebrydende af teknologiske, men også af bæredygtige årsager. 

»Taget i betragtning af de millioner af tons elektronisk affald, der bliver genereret hvert år på verdensplan, giver genanvendeligheden i vores e-hud både økonomisk og miljømæssigt god mening,« siger Jianliang Xiao. 

På nuværende tidspunkt ligner den elektroniske hud ikke ligefrem menneskehud, men der går måske ikke lang tid før huden kan blive så virkelighedstro, at forskerne kan bygge robotter, der ikke ligger langt fra Arnolds Schwarzeneggers Terminator.

Læs også
Top job