Apple og Samsung indgår forlig i patentslagsmål
Konkurrenterne Apple og Samsung har efter en syv år lang tvist valgt at indgå forlig. Apple startede sagen med anklager om, at Samsung havde stjålet iPhone-designet.
Syv års kamp med advokater og slagsmål i retten er slut. I 2011 sagsøgte tech-mastodonten Apple den store konkurrent Samsung. Nu har de to konkurrenter sat et endeligt punktum i sagskomplekset ved at indgå et forlig, skriver Financial Times.
Apple indledte det retslige slagsmål, fordi virksomheden kort fortalt mente, at den sydkoreanske konkurrent Samsung havde kopieret iPhone-designet med sine smartphones.
Forliget kommer kun en måned efter, at Apple vandt en patentssag over Samsung ved retten i San Jose i Californien.
Udfaldet af den retssag blev, at Samsung skulle betale 539 mio. dollars i erstatning til Apple. Det svarer til 3,5 mia. kroner.
Hvordan forliget nu er endt, og hvad Samsung eventuelt er endt med at betale Apple for at sætte punktum for tvisterne, er ikke offentliggjort.
»Denne sag har hele tiden handlet om mere end penge. Apple antændte smartphone-revolutionen med iPhonen, og det er et faktum, at Samsung har kopieret vores design groft. Det er vigtigt, at vi fortsætter med at beskytte det hårde arbejde og den innovation, som mange folk hos Apple står bag,« siger Apple ifølge Financial Times.
Samsung har endnu ikke kommenteret forliget.


