Steve Jobs blev blæst bagover: For 10 år siden åbnede Apple en milliardbutik
Apple tjener i dag milliarder på sin markedsplads App Store. Allerede for 10 år siden var Steve Jobs blæst bagover af butikkens potentiale.
I denne måned kan Apple fejre 10-års fødselsdag for sin populære App Store.
Butikken, hvor du kan købe digital indmad til dine Apple-produkter, er i dag blevet en milliardforretning for Apple.
I anledning af App Stores fødselsdag har The Wall Street Journal offentliggjort et interview fra august 2008 med den i dag afdøde Apple-grundlægger, Steve Jobs, hvor han deler sit syn på fremtiden for Apple og App Store, der på daværende tidspunkt var lanceret måneden forinden.
At App Store skulle grundlægge en hel softwareindustri var slet ikke ambitionen hos Steve Jobs.
App Store var i første omgang tiltænkt som et supplement til den nye iPhone, der gav udviklere mulighed for at skabe og tjene penge på programmer også kaldet applikationer (heraf forkortelsen) til telefonen.
På de første 30 dage havde brugere downloadet 30 pct. flere apps i App Store end antallet af downloadede sange fra iTunes i hele verden - vel og mærke i en tid før streamingtjenester som Spotify og Apple Music fandtes.
Selv lige efter debuten var Apple-grundlæggeren overrasket over, hvor stor App Store havde vokset sig på blot en måned.
»Jeg har ikke villet stole på nogen af vores forudsigelser, fordi virkeligheden indtil nu har overskredet dem i en så stor grad, at vi er blevet reduceret til tilskuere ligesom alle jer andre. Imens vi ser dette spektakulære fænomen udfolde sig, forsøger vi efter bedste evne at hjælpe alle med at få deres apps færdige og ind i butikken,« lød det fra Steve Jobs i interviewet.
Alene den første måned havde App Store genereret en omsætning på 360 millioner dollars (2,3 mia. kr.).
På trods af overraskelsen gav Steve Jobs allerede dengang indikationer på, at han troede, der var store ting i vente for App Store.
»Hvem ved? Måske bliver det en milliardforretning på et tidspunkt i fremtiden. Dette sker ikke særlig ofte, at et helt nyt milliardmarked dukker op. 360 millioner dollars på de første 30 dage - jeg har aldrig set noget lignende i min karriere med software,« sagde Steve Jobs.
I september 2008 - to måneder efter lanceringen - var antallet af apps i butikken seksdoblet til 3.000.
Siden er antallet af hyldemeter i e-butikken eksploderet, og Steve Jobs har fået mere ret i sine forudsigelser, end han aner.
I dag har App Store mere end 2 millioner apps med over 500 millioner besøgende om ugen.
Alene i honorarer til appudviklere har Apple indtil nu udbetalt mere end 635 mia. kr.
App Store havde i andet kvartal i år rekordomsætning, mens Apple-tjenesterne (iTunes, App Store, Apple Music, iCloud, Apple Pay og AppleCare) sammenlagt omsatte for knap 60 mia. kr.

