Fortsæt til indhold

Samsung er klar med telefonskærme, der ikke kan smadres

En ny plastbaseret skærm til mobiltelefoner er nu færdigudviklet af Samsung. Dermed kan telefoner i fremtiden tåle at blive tabt på asfalten.

Tech

Den store skive glas på fronten af din telefon er muligvis lavet af superhårdt Gorilla-glas – men den kan stadig ikke tåle at blive tabt på asfalten eller badeværelsesgulvet.

Men nu er der håb – i hvert fald ifølge Samsung, som har udviklet en ny type skærm i bøjeligt plastic. Det oplyser Samsung, ifølge it-mediet The Verge.

At man kan producere selve skærmen i et bøjeligt materiale er ikke nyt – det er for eksempel forklaringen på, at Samsung på topmodellerne kan ’folde’ skærmen rundt i kanterne. Men indtil videre har det også været nødvendigt med et lag glas udenpå.

Den nye type skærm har i stedet for glas fået ekstra lag plast til at beskytte selve skærmen mod omverdenen. Og så kan den holde til lidt af hvert.

Skærmen er nu blevet certificeret som holdbar nok til militær brug, hvilket blandt andet involverer at blive tabt fra 1,2 meters højde 26 gange i træk. Et fald fra 1,8 meters højde var heller ikke noget problem.

Hvornår den nye sikrede skærm kan komme til en telefon nær dig er dog uvist. Samsung oplyser ikke noget om en tidsplan for det nye produkt, der ikke er sat i masseproduktion endnu. Et andet afgørende spørgsmål er også, hvad prisen på den bøjelige plastskærm bliver i forhold til dem, der bliver brugt i dag.

Derfor kan der gå år, før det bliver sikkert at tabe sin telefon på hårde overflader.

Samsung er verdens største producent af skærme til mobiltelefoner af den såkaldte OLED-slags og leverer også skærmene til Apples iPhones – og mange andre mobilproducenter.

Artiklens emner
Samsung Electronics