Facebook, Twitter og alle de andre vil i al hemmelighed hjælpe hinanden i kampen mod "trolde"
Et af de største problemer for de store sociale medier lige nu er kampen mod falske profiler, der vil påvirke folkestemningen i USA. Nu mødes de alle sammen for at hjælpe hinanden.
Det var en kæmpeskandale i USA, da det kom frem, at falske profiler i tusindvis – med russisk afsenderadresse – havde indtaget Facebook og Twitter op til præsidentvalget i november 2016.
Især haglede kritikken ned over Facebook for ikke at have reageret hurtigere mod det, der i bakspejlet viste sig at være ret tydelige forsøg på at skabe uro i USA og få Donald Trump placeret i Det Hvide Hus.
Nu er det igen valgsæson i USA, med valg til Repræsentanternes Hus og Senatet i november, og i løbet af de seneste to år har de store tech-selskaber oprustet gevaldigt i kampen mod de russiske ’trolde’.
Og med sådan en fælles, ydre fjende, er det tid til at samarbejde. Alle de store sociale medier har nemlig aftalt et hemmeligt møde i dag, fredag, hos Twitter i San Francisco. Det skriver Buzzfeed, der har opsnappet indbydelsen, som er sendt til 12 forskellige selskaber.
Med til mødet er dermed selskaber som Facebook, Twitter, Snap Inc og Microsoft, selvom det især er Facebook og Twitter, som har været ramt af de russiske forsøg på at piske en stemning op.
Meningen med mødet er først og fremmest at høre om, hvad de andre selskaber – konkurrenterne – har fundet på af smarte tiltag, så alle kan lære af hinanden. På mødet skal de også beslutte, om de skal gøre den slags møder til en fast aftale, så der er en løbende udveksling af erfaringer og informationer.
Der har i maj måned været et møde, der mindede om, med ni af tech-selskaberne. Men her var der også repræsentanter fra FBI og regeringen med til mødet, og der var ikke den store succes med at få hjælp fra den kant, fortæller Buzzfeed.
Siden afsløringerne af de russiske trolde-kampagner begyndte, har de fleste store sociale medier haft travlt med at rydde op og slette profiler, de vurderer er falske. Hos Twitter er der for eksempel blevet lukket 70 mio. konti indtil videre. Samtidig har politikerne gentagne gange truet med indgreb, især mod Facebook, hvis ikke der kom styr på, om debatten på platformen i virkeligheden var fyldt med forsøg på at skabe ballade i USA.