Tech

Investorer køber for millioner i byen, der kun eksisterer på nettet

Internetbyen »Decentraland« er blevet populær blandt investorer. De køber land og kryptovaluta på den virtuelle platform i håbet om at skabe profit.

Virtuelt land sælger for millioner i internetbyen »Decentraland«. Det sker med kryptovalutaen MANA. Foto: Screendump fra Youtube

Skyskrabere, virtuelt græs og et lyntog, der svæver på skinner over et tegnet landskab.

Umiddelbart ligner internetbyen »Decentraland« et af de mange computerspil, hvor børn og voksne gennem tiden har brugt timer på at skabe deres egen by.

Men »Decentraland« er ikke et computerspil.

Det er den første virtuelle by, hvor forbrugerne kan investere penge i håbet om at skabe profit via kryptovalutaen MANA. Det skriver BBC.

De 10 største kryptovalutaer:
  1. Bitcoin
  2. Ethereum
  3. XRP
  4. Bitcoin Cash
  5. EOS
  6. Stellar
  7. Litecoin
  8. Tether
  9. Cardano
  10. IOTA

MANA, der bliver handlet med i »Decentraland« er nummer 85 på listen over de 100 største kryptovalutaer.

Kilde: CoinMarketCap

Byen består af 90.000 stykker land, som investorerne køber på auktioner. Håbet er, at prisen for det virtuelle jordstykke stiger i takt med, at investoren udvikler det. På den måde er det muligt at skabe profit på sin investering.

Sam Clare er en af dem, der har købt land i »Decentraland«.

»Jeg kan godt lide ideen om at eje virtuelt land, og jeg ville gerne have en platform, hvor jeg kan rode rundt og eksempelvis drikke en kop virtuel te med mine venner, som også er på platformen,« siger han i en video til BBC.

Jordstykket kostede ham omkring 900 dollars, hvilket svarer til omkring 6.000 danske kr.

Ifølge BBC vil Sam Clare ikke sælge sin grund, før den er mindst 10 mio. dollars værd.

Forbrugerne kan bygge lige, hvad de vil på jordstykkerne for at få prisen til at stige. Eksempelvis kan de udvikle butikker, oplevelsesparker eller lignende, hvor de kan sælge services eller varer i byen til de øvrige brugere.

Desuden kan brugerne bruge VR-briller til at bringe sig selv ind i byen. Eksempelvis kan de mødes med venner fra den virkelige verden og bevæge sig rundt på de forskellige jordstykker.

Det dyreste stykke jord i »Decentaland« blev solgt for 180.000 dollars.

Beløbet svarer til lidt over en mio. danske kr., og jordstykket ligger tæt på byens centrum, hvor de besøgende ankommer som det første.

Online-byen er udviklet af argentinere og ejet af forbrugerne, som køber sig ind gennem kryptovalutaen MANA, som bruges til at handle med i det virtuelle fællesskab.

I øjeblikket svarer 100 MANA til omkring 46 danske kr.

Herhjemme har investeringer i kryptovaluta været populært de senere år.

Bl.a. har flere danskere allerede investeret i bitcoins, litecoins og ethereum.

Men ifølge Andreas Steno Larsen, valuta- og rentestrateg hos Nordea, har danskernes interesse for de virtuelle investeringer været faldende i 2018.

»Forrige år investerede mange danskere i kryptovalutaerne, og de blev brugt som en form for lottokupon i håbet om at vinde den store gevinst. Men ser man udelukkende på prisen for kryptovaluta samt efterspørgslen, er de faldet markant det seneste år,« siger Andreas Steno Larsen.

Han kan dog ikke kommentere, om kombinationen af kryptovaluta og det virtuelle fællesskab i »Decentraland« kan blive stort i Danmark.

Med tiden vil udviklerne af Decentraland overlade driften af platformen udelukkende til investorerne.

Læs også
Top job