0

Populære fitness-ure viser flere kalorier, end du i virkeligheden forbrænder

Flere sportsure overvurderer antallet af forbrændte kalorier med helt op til 50 pct. Det viser en ny undersøgelse fra Storbritannien.

En ny undersøgelse viser, at flere sportsure overvurderer antallet af kalorier, brugeren forbrænder under træning. Foto: Arkiv

Flere motionister kæmper i øjeblikket om pladsen i fitnesscenteret eller på cykelstien, når de sidste kalorier fra julen skal forbrændes.

Men ifølge en ny undersøgelse fra Aberystwyth University i Storbritannien kan de lange gåture og mange timer i det lokale træningscenter være mindre effektive end forventet.

Flere sportsure viser nemlig forbrændte kalorier, som aldrig er forsvundet fra kroppen. Det skriver det britiske medie BBC.

Ifølge undersøgelsen, der testede flere forskellige sportsure, var størstedelen af dem nemlig upræcise i de løbe- og gåtest, som forskerne gennemførte for at finde ud af, hvor mange kalorier en testperson reelt forbrændte ved en tur på løbebåndet.

Testen blev foretaget ved, at en frivillig dyrkede motion med en oxygenmåler, og på den måde kunne forskerne måle det præcise kalorieforbrug og derved se, om aktivitetsmålerne talte sand, når de efterfølgende viste antallet af forbrændte kalorier.

Et af de mærker, som blev testet, var det amerikanske mærke Fitbit, hvis ure bl.a. kan måle skridt og puls.

Ifølge den britiske test undervurderede brandets sportsur Fitbit Charge 2, som er det bedst sælgende på markedet, testpersonens kalorieforbrænding med 4 pct. under en løbetur. Mens det overvurderede forbrændingen med hele 50 pct., når testpersonen gik ti minutter på løbebåndet.

Også billigere mærker som Letscom HR og Letsfit undervurderede antallet af forbrændte kalorier med henholdsvis en tredjedel og 40 pct.

Begge var dog mere præcise i gangtesten. Her overvurderede Letscom antallet af kalorier med knap 16 pct., mens Letsfit kun viste 2 pct. flere kalorier end forskernes officielle måling.

Herhjemme har danskerne ellers taget godt i mod de mange aktivitetsmålere. Ifølge Danmarks Statistik er flere danskere nemlig blevet interesseret i at følge med i deres træning, og i dag har hver tredje familie et aktivitetsur eller -måler.

Men ifølge Dr. Thatcher, en af forskerne bag den britiske undersøgelse, skal man være varsom med at sætte sin lid til de mange aktivitetsmålere.

»Hvis du vil vide, hvor mange kalorier du præcist forbrænder i løbet af en øvelse, så er det ligegyldigt, hvilken enhed, du bruger. Du skal fortolke dataene med en vis forsigtighed,« siger han til BBC.

Han tilføjer dog, at unøjagtighederne er underordnet, hvis sportsuret udelukkende bliver brugt som et motiverende værktøj under træningen eller til at vurdere fremskridt i træningen.

Fitbit selv fastholder overfor BBC, at brandets produkter er overbevisende.

Mens Letscom og Letsfit understreger, at deres aktivitetsmålere ikke er videnskabelige enheder, hvilket blot giver brugeren et skøn af, hvad der er blevet forbrændt under træningen. Nøjagtigheden afhænger nemlig af flere forskellige data som brugerens højde og længden på et skridt.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også