Han tabte flest penge i verdenshistorien - nu har han tabt igen
En fejlslagen investering i bitcoins har kostet Japans rigeste mand - og engang verdens rigeste - næsten 900 mio. kr.
Masayoshi Son er Japans rigeste person og er kendt for sine meget store investeringer, der har medført både svimlende gevinster og svimlende tab.
Faktisk er han kendt som den person i verdenshistorien, der har tabt flest penge - nemlig under dotcom-krakket i 2000, hvor Masayoshi Son satte 75 mia. dollars til. Det svarer til knap 500 mia. kr.
Og den excentriske rigmands risikovillighed har nu igen givet bagslag. En fejlslagen investering i kryptovalutaen bitcoin har kostet Masayoshi Son 130 mio. dollars - eller hvad der svarer til næsten 900 mio. kr.
Det skriver Wall Street Journal.
Den 61-årige Masayoshi Son er stifter og topchef i det japanske tech-firma Softbank. I efteråret 2017 investerede han et anseeligt beløb i bitcoin, som på det tidspunkt toppede i en kurs tæt på 20.000 dollars.
Siden er bitcoin-kursen styrtdykket og handles nu omkring 5.400 dollars.
Ifølge Wall Street Journal satsede Masayoshi Son på bitcoins efter en anbefaling fra Fortress Investment Group, som Softbank havde købt i februar samme år. Det skulle vise sig at blive en dyr anbefaling.
Hverken Masayoshi Son eller Fortress Investment Group har ønsket at kommentere historien. Men sikkert er det, at Masayoshi Son hverken behøve sælge huset eller gå sulten i seng på trods af hans tab på næsten 900 mio. kr.
På magasinet Forbes’ seneste liste over verdens rigeste personer er Masayoshi Son nummer 43 med en anslået formue på næsten 23 mia. dollars - altså 152 mia. kr.
Masayoshi Son nåede i sin tid at være verdens rigeste person i tre døgn - inden at dotcom-krakket udslettede en stor del af hans formue.
I de senere år er han desuden blevet kendt for at stå bag den enorme teknologifond Vision Fund, der investererer milliarder i teknologiselskaber over hele verden.


