Tech
0

Apple overvejer at flytte 15-30 pct. af produktionen ud af Kina

Det er handelskrigen mellem USA og Kina, med høje toldsatser til følge, der har sparket gang i undersøgelserne.

Foxconn er en af Kinas største arbejdsgivere og selskabet har meddelt, at man har ledig kapacitet uden for Kina til at servicere Apple. Foto: AP Photo/Kin Cheung

Apple har bedt alle sine større underleverandører om at bedømme omkostningerne ved at flytte mellem 15 og 30 pct. af produktionskapaciteten ud af Kina.

I stedet skal de producere de samme ting i andre lande i Asien og Mellemamerika.

Det sker dels som følge af handelskrigen, men også i en erkendelse fra Apple af, at man er blevet alt for sårbar over for leverancer fra et enkelt land. Det skriver Reuters med henvisning til Nikkei Asian Review.

Selv om der skulle komme en god løsning på handelskrigen, vil Apple ikke ændre sin beslutning om at få en ny struktur på sin værdikæde.

De virksomheder, som Apple har kontaktet, inkluderer blandt andet iPhone-leverandører som Foxconn, Pegatron Corp, Wistron Corp og MacBook-producenten Quanta Computer Inc, iPad-producenten Compal Electronics Inc, samt AirPods-producenterne Inventec Corp, Luxshare-ICT og Goertek, ifølge Nikkei.

De er alle blevet bedt om en bedømmelse af deres produktionskapacitet uden for Kina.

Blandt de lande, som kan komme til at nyde godt af omlægningen, er Mexico, Indien, Vietnam, Indonesien og Malaysia.

I sidste uge oplyste Foxconn, at man havde rigelig med produktionskapacitet uden for Kina til at imødekomme Apples behov til det amerikanske marked.

Det er en gruppe på flere end 30 medarbejdere fra Apple, der har forhandlet produktionsplaner med leverandører og regeringer (for at opnå de bedste finansielle incitamenter) fra de lande, som kan profitere af omlægningen.

BRANCHENYT
Læs også