Tech
0

Bill Gates erkender historisk fejl til en pris af 400 mia. dollars

Microsoft-stifter Bill Gates løfter i et nyt interview sløret for sin største fejl nogensinde. Fejlen har ifølge Bill Gates kostet Microsoft titlen som verdens ubestridte teknologigigant.

Selv om man er verdens rigeste mand, kan man godt ærgre sig - og det gør Bill Gates. Foto: AP Photo/Gero Breloer.

Han er grundlægger af Microsoft og en af verdens rigeste mænd. Alligevel tøver Bill Gates ikke med at erkende, at han har fejlet big time.

»Så den største fejl nogensinde er enhver dårlig ledelsesbeslutning, jeg var involveret i, som gør, at Microsoft ikke er, hvad Android er i dag,« fastslog Bill Gates ifølge zdnet.com for nylig ved et arrangement, som det amerikanske venture-firma Village Global stod bag.

Det mobile styresystem Android blev udviklet for godt 10 år siden af Google, og siden har Android gået sin sejrsgang verden rundt blandt milliarder af mobilkunder.

I dag har Android mere end to milliarder månedlige brugere, mens Microsoft ifølge egne oplysninger har omkring halvanden milliard brugere af selskabets Windows-styresystem til pc’ere og bærbare computere.

Undervejs i interviewet forsøger Bill Gates ikke at skjule, at han tydeligvis ærgrer sig gul og grøn over, at det ikke blev Microsoft, som løb med titlen som udvikler og ejer af Android, der er eneste reelle udfordrer til Apples iPhone-univers.

Ærgrelsen handler ikke kun om en skrammet stolthed. Den handler også om kolde kontanter.

Direkte adspurgte forklarede Bill Gates under venture-arrangementet, at havde Microsoft udviklet Android, ville det betyde, at »400 mia. dollars ville blive overført fra selskab G (Google, red.) til selskab M (Microsoft, red.)«.

400 mia. dollars svarer med dagens valutakurs til mere end 2.600 mia. Kr.

Gennem årene har Microsoft og Bill Gates flere gange forsøgt at få foden indenfor på mobilmarkedet bl.a. ved at opkøbe den finske mobilgigant Nokia, men lige meget har det hjulpet.

I dag sidder Apple og Google tungt på markedet for styresystemer til mobiltelefoner, og dermed er Microsoft de facto kørt ud på et sidespor, lyder erkendelsen.

Bill Gates tøver nemlig ikke med at slå fast, at i teknologiverdenen er reglen, at vinderen løber med det hele – og derfor er der kun plads til ét ikke-Apple styresystem, og det er i dag Android.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også