Tech

Huawei lancerer sin nye telefon - med eller uden Google apps

Huaweis nye højteknologiske smartphone kommer på gaden i september, også selvom det bliver uden noget Google software. Huawei er stadig ramt af USA´s sanktioner, og det gælder også for Google.

Huawei lancerer en ny smartphone den 19. september - Mate 30. Men det kan blive uden en lang række Google apps. Her en Huawei P30 Pro. Foto: MereMobil.dk

Køber du en ny Mate 30 fra Huawei, når den lanceres den 19. september, så kan det meget vel blive uden et licenseret Android-system og uden kendte apps som Google Maps, Gmail og Chrome.

Amerikanske selskaber må nemlig ikke lave forretninger med Huawei, efter at USA indførte sanktioner mod den kinesiske telegigant.

Men nu står Huawei klar med sin nye smartphone, der angiveligt skulle have en ny super-processor, og kunne koble op på det nye 5G netværk. Og Huawei gør klar til lancering den 19. september i München med eller uden Googles produkter, skriver CNBC.

Huawei bruger styresystemet Android, som leveres af Google, men på grund af sanktionerne vil Huawei ikke kunne sælge den nye telefon med et licenseret Android-system, skriver CNBC.

Dermed skal eventuelle købere af Mate 30 altså klare sig helt uden ting som Google Maps, GMail, Google Chrome og Google Play Store, hvor brugerne har adgang til bunkevis af andre apps.

I dag sælges Huaweis telefon i Kina med et modificeret Android-styresystem, der går uden om Googles software og apps, men som i stedet bruger egne lokale apps. Internationalt sælges telefonen dog med Googles produkter, men det må selskabet ikke mere, og dermed altså heller ikke i den nye telefon.

Kilder siger til CNBC, at man håber på, at problemstillingen kan nå at løses. Amerikanske selskaber kan søge om dispensation til at handle med Huawei, men det vides ikke, om Google har søgt eller kan få den dispensation.

En anden mulighed er at sælge telefonen med et open-source Android-system, hvor Googles apps ikke er installeret, men hvor kunden har mulighed for at gøre det selv efterfølgende.

Huawei har for nylig præsenteret sit eget styresystem, HarmonyOS, men en talsmand har tidligere udtalt til Reuters, at det er for tidligt at komme det system ind i den nye telefon.

Konflikten mellem USA og Kina og beskyldninger om spionage har allerede kostet selskabet dyrt. Udover sanktionerne fra USA, så er salget i Europa faldet med 16 pct. i andet kvartal i år.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også