Bjarke Ingels vil revolutionere byggebranchen med robotter
Bjarke Ingels vil sammen med robotfirmaet Odico konstruere tingene på en helt ny måde. Robotternes indtog på byggepladser betragtes som et oplagt forretningsfelt for Danmark.
Artikler som denne er normalt kun for abonnenter, men vi har i en kort periode valgt at åbne den for alle. Prøv FINANS i 4 uger helt uforpligtende til virksomheden og få ubegrænset adgang til alt indhold på finans.dk. Få en virksomhedsprøve her
Bjarke Ingels har sat sin signatur på adskillige bygningsværker over hele verden. Nu tegner han skitsen til en helt ny måde at arbejde på i branchen.
Stjernearkitekten offentliggør i dag et samarbejde med robotfirmaet Odico med et mål om at skabe langt mere avancerede trækonstruktioner ved hjælp af en teknologi, der tager højde for alskens udfordringer på forhånd.
»Der er et enormt potentiale i teknologien. Både fra den kunstneriske, økonomiske og bæredygtige side,« siger stifteren og anføreren for Bjarke Ingels Group, som dermed er blandt de forreste i forsøget på at skubbe robotterne ud på byggepladserne.
Selv om produktiviteten i byggeriet stort set ikke er steget de seneste 80 år og bærer præg af besværlige arbejdsgange, nedslidende bevægelser og mangel på faglærte folk, har det nemlig vist sig vanskeligt at automatisere håndværket på byggepladserne. Det skyldes, at vejret og andre faktorer er så uforudsigelige, fremgår det af en McKinsey-rapport.
Derfor handler samarbejdet også om at udvikle præcise og pålidelige 3D-modeller til industrien, der globalt set tegner sig for en årlig investering på 10 billioner dollars.
»Markedet er uendeligt stort,« konstaterer Odicos adm. direktør, Anders Bundsgaard, med base i Odense.
Netop robotklyngen på Fyn kombineret med Danmarks ekspertise inden for design og byggeri gør det til et oplagt eksportfelt at udstyre industrien med nye værktøjer, lyder det fra aktører som Dansk Byggeri, Skanska og Rambøll.
Konsulentfirmaet Smith Innovation vurderer, at markedet vil udgøres af udviklere af platforme til robotteknologi samt nichevirksomheder, der med afsæt i platformene kan implementere teknologien i byggeriet.
»Det giver god mening at automatisere processer, som rummer ensidigt eller farligt arbejde,« siger partner Simone Kongsbak.
De næste 10 uger fortæller Finans om 10 teknologier, der kan skabe nye forretningsfelter herhjemme inden for 10 forskellige brancher. Første kapitel i serien handler om byggebranchen.