Tech

Vrede blandt Uber og WeWork-ansatte efter store fyringersrunder

To af USA’s mest kendte virksomhedskometer fyrer ansatte i tusindvis, hvilket har udløst store protester.  

Uber-topchef Dara Khosrowshahi er sammen med WeWorks topchef Adam Neumann blevet grundigt upopulær blandt de ansatte, som i denne uge skal ud i store fyringsrunder, fordi de to selskaber, som var spået som børs-guldgruber, er på spanden. Foto: AP/Richard Drew

Den ene var USA’s største børsnotering i år, og den anden lå også godt til, inden der opstod massive problemer.

Og nu er begge selskaber atter i medierne for de mere kedelige historier.

Uber, der gik på børsen i foråret til en værdi over 80 mia. dollars, har været under hårdt pres for at sænke udgifterne og skabe overskud, og skal for tredje gang på få måneder fyre bunker af ansatte.

350 ansatte bl.a. fra virksomhedens enhed, der arbejder med selvkørende biler, skal finde sig nye job, lød det mandag, og det tal kommer oven i 400 fyrede marketingsfolk fra juli og 450 fyrede udviklere fra september, skriver erhvervsmediet Business Insider .

Den udmelding er ikke blevet vel modtaget hos de ansatte, der retter vreden mod topchef Dara Khosrowshahi.

»Det er skandaløst. Marketingansatte, som I juli fik at vide, at ”I er en del af løsningen” bliver fyret. Vores ledere har løjet os lige op i ansigtet om vores job. Dette er IKKE at gøre det rigtige,« skrev en vred ansat på en intern Uber-app ifølge Business Insider.

Uber har omkring 27.000 ansatte på verdensplan.

En anden højtprofileret virksomhed, der er kommet i store problemer, er WeWork. Selskabet lever af at langtidsleje kontorbygninger, sætte dem i stand og leje dem ud i kortere perioder, og det var planen, at det skulle på børsen i år til en gedigen markedsværdi for selskabet, som tidligere har været vurderet til knap 50 mia. dollars.

Det er især medstifteren Adam Neumann, der er lagt for had, og 2019 har været et mareridtsår for selskabet, som ifølge den engelske avis The Guardian nu skal fyre 2.000 ud af sine 13.000 ansatte.

»Stemningen er giftig. Mange folk har arbejdet hårdt for selskabet, og vi troede, vi var i gang med noget rigtig stort,« udtaler en anonym ansat til Guardian.

Samtidigt bliver Neumann ifølge mediet også gjort til grin på selskabets interne online-kommunikation.

WeWorks problemer med at få modellen til at hænge sammen har betydet, at kreditvurderingsbureauet Fitch ser konkurs som et reelt scenarie. Det kan ramme udlejningsmarkedet i storbyer som London og New York, og som bl.a. Finans tidligere har skrevet, har udlejerne på verdensplan 47 mia. dollars til gode.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også