Fortsæt til indhold

Dansk robotkomet får 80 mio. nye investorkroner: Er nu 800 mio. kr. værd

Nu skal robotterne fra Blue Ocean Robotics sælges i stor skala globalt, og et voldsomt vokseværk er derfor i gang. 80 mio. kr. fra nye og gamle investorer fylder nu benzin i tanken til vækstrejsen.

Claus Risager gik efter mange år med robotudvikling iværksættervejen i 2013, sammen med to partnere. Nu er Blue Ocean Robotics vokset til 110 ansatte og er 800 mio. kr. værd. Foto: PR
Tech

Produkterne er klar – nu handler det om at gøre dem til en global succes.

Blue Ocean Robotics fra Odense er i fuld gang med at bygge et stort salgsapparat op, og derfor har selskabet nu rejst 80 mio. kr. i en ny investorrunde, selvom der sådan set har været overskud alle årene hos det seks år gamle fynske robotfirma.

»Vi er i den lykkelige situation, at vi har to robotter, vi skal have til at sælge rigtig stort på det globale marked. Så nu skal den have fuld gas det næste år eller to, og det koster nogle penge,« siger Claus Risager, direktør for Blue Ocean Robotics og en af de tre stiftere.

Selskabet har tidligere rejst samlet 150 mio. kr. fra investorer, med Nordic Eye i spidsen, og henter altså nu 80 mio. mere i en runde, der sætter værdien af selskabet til 800 mio. kr.

Det bliver med penge fra både den eksisterende investorkreds, der også tæller Niels Thorborg, men også en stribe nye. Og de er næsten alle lokale.

»Der var nye investorer, som gerne ville med, og dem fandt vi plads til. Det er i høj grad lokale erhvervsfolk, som vi kender lidt i forvejen. Og så har vi egentlig bare fundet sammen om næste fase, som handler om at gøre Blue Ocean Robotics til en stor, kommerciel succes,« siger Claus Risager.

Blandt de nye investorer er familien efter C.C. Nielsen, der byggede Micro-Matic op, Bo Stæremose, formand for Juliana Drivhuse, og Steen Haustrup, der ejer Plus Pack.

Der har ikke været mangel på interesse fra udlandet også, men Blue Ocean-folkene valgte altså danske investorer.

»Hvis jeg sagde ja tak, kunne jeg have en kinesisk investeringsdelegation på besøg hver uge. Men det er vi ikke så interesserede i,« siger direktøren.

Det er voldsomt, for det hele skal scales op nu.
Claus Risager, Blue Ocean Robotics

Blue Ocean Robotics blev grundlagt i 2013 af tre pionerer i den fynske robotklynge, som så en mulighed for at sætte robotudvikling i system. I stedet for at satse alt på én robotmodel, skal Blue Ocean Robotics hele tiden udvikle nye, der så med tiden kan blive solgt fra.

Og efter flere år med fokus på udvikling af nye robotter, skal der altså nu for alvor gang i salget af dem. Siden september er der således blev ansat 60 nye medarbejdere, hvilket er mere end en fordobling af staben.

»Det er voldsomt, for det hele skal scales op nu, i takt med at salget stiger. Men det er rigtig positivt. Vi havde lagt nogle ret offensive planer for salget, og vi er på eller foran den kurve,« siger Claus Risager.

Robotten UV-D er en af de lovende modeller, der nu skal sælges til hospitaler verden over. Med UV-lys kan den desinficere hospitalsstuer, en kendt metode, men Blue Ocean Robotics er alene på markedet med en selvkørende robot til UV-desinficering. Foto: PR
Artiklens emner
Blue Ocean Robotics
Nordic Eye