Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter
Appen og platformen TikTok, der er det hurtigst voksende sociale medie i øjeblikket og populær blandt børn og unge, giver nu forældrene mulighed for at sætte grænser i brugen.
TikTok, der er appen og det sociale medie, som også mange danske teenagere og børn med en smartphone bruger dagligt, giver nu forældrene større kontrol over, hvordan de unge benytter appen.
Det skriver CNN Business.
Appen er baseret på 15-sekunder lange videoer, hvor brugerne f.eks. optræder, danser, laver sjov, og så kan der lægges musik ned over, som allerede ligger på appen.
TikTok, der er ejet af det kinesiske firma ByteDance, er downloadet flere end 1,5 mia. gange. På verdensplan er der 500 mio. aktive brugere, og i Danmark er tallet op mod 200.000.
Onsdag udsendte TikTok en opdatering med en ny funktion, »Family Safety Mode«, der giver forældre mulighed for at administrere børnenes aktiviteter og tiden, de bruger på platformen.
I første omgang er funktionen kun tilgængelig i Storbritannien, men efter planen kommer den til resten af Europa i de kommende uger.
Med forældrekontrollen er det muligt at bestemme den daglige forbrugstid, begrænse eller helt slukke for beskeder og forbyde adgang til indhold, der ikke er hensigtsmæssig for alle.
I USA findes allerede en speciel version af TikTok for unge under 13 år. Den tillader hverken deling eller at sende kommentarer til videoklip, og beskeder mellem brugere er der også lukket ned for. Det er udelukkende muligt at se indhold rettet mod målgruppen.
»Vi ønsker, at folk har det sjovt på TikTok, men det er også vigtigt for os at tage vare på folks helbred, hvilket indebærer at have et sundt forhold til online apps og tjenester,« udtaler Cormac Keenan, TikToks chef for tillid og sikkerhed i Europa, Mellemøsten samt Afrika, i en blogmeddelelse.
Sidste år tilføjede TikTok et værktøj, der tillader brugere at sætte begrænsninger for den daglige skærmtid, og tidligere i denne måned iværksatte de en kampagne med en række populære »TikTok-stjerner«, der skal lave videoklip, som opfordrer appens brugere til at følge kritisk med i, hvor meget tid de bruger på platformen, skriver CNN Business.