Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Regeringen er snart klar med hjælpepakke til iværksættere

Erhvervsminister Simon Kollerup arbejder intenst på en stribe tiltag til iværksætterne. Hjælpepakken bør ligge klar inden påske, for det er et kapløb med tiden, lyder det fra it-branchen.

Corona rammer verden
Erhvervsminister Simon Kollerup har været under et stigende pres for at lancere en hjælpepakke til teknoloigske startups. Foto: Joachim Ladefoged

Tusindvis af trængte iværksættere får måske lov til at fejre påsken med en smule mere ro i sindet og en tro på de højere magter.

Erhvervsminister Simon Kollerup forventer snart at kunne fremlægge en hjælpepakke til den del af erhvervslivet, der er kendetegnet ved skyhøj vækst, masser af omkostninger, finansiering udefra og en dyb afhængighed af arbejdende folk til alle tider for ikke at blive overhalet af udviklingen.

»De konkrete tiltag kan jeg ikke lægge frem endnu, men vi forventer at være klar inden for ikke så lang tid,« siger Simon Kollerup.

Er det inden påske?

»Vi arbejder så intensivt, vi kan, for at kunne være klar hurtigst muligt, for det er selvfølgelig vigtigt at opnå en vished for mange iværksættere. Jeg tør dog ikke at sætte et præcist tidspunkt på endnu,« lyder det fra ministeren, som især afkræves handling fra tunge navne i it-branchen.

Ét af dem er Endomondo-stifteren Mette Lykke, som er bange for, at Danmark taber en generation af iværksættere på gulvet i en situation, hvor kapitalmarkedet er frosset fast, og hvor der er kø foran bankerne. Derfor er det vigtigt at have en hjælpepakke klar inden påske, mener hun.

»Nu er tiden kommet til at gå ind i de brancher, hvor den brede pensel ikke rækker. For vi forventer os jo også meget af vækstvirksomhederne inden for den grønne omstilling,« siger Mette Lykke, adm. direktør i Too Good To Go.

Storinvestoren Preben Damgaard pointerer, at Danmark i årevis har forsøgt at etablere sig på det teknologiske felt, der er kendetegnet ved højtuddannet arbejdskraft og international konkurrence.

»Så jeg tror personligt, at det vil være en god investering for regeringen at lancere en hjælpepakke,« konstaterer Preben Damgaard.

Et af de gennemgående forslag - som både de teknologiske profiler, brancheforeningen og partiet Venstre har luftet - er at etablere en pulje i Innovationsfonden og lade støttepengene herfra tælle som privat funding, så Vækstfonden skal matche beløbet som hidtil. Iværksætterne kan nemlig ikke bruge eksempelvis lønkompensationen til noget, fordi det reelt ikke er en mulighed for dem at gå i dvale i en periode.

»Det er et kapløb med tiden. Iværksætterne navigerer jo i et andet miljø end traditionelle virksomheder, fordi der hurtigt kan blive skabt tvivl om deres forretningsmodel: Ja, det er corona - men er der også svagheder i jeres produkt? Det giver en masse usikkerhed oven i,« forklarer Natasha Friis Saxberg, adm. direktør for IT-Branchen, der også betragter påsken som et skæringspunkt.

Af samme grund er brancheforeningen forundret over, at regeringen ikke har lanceret en hjælpepakke til iværksættere som noget af det første - akkurat som Frankrig og Norge.

Erhvervsministeren forsøger at berolige kritikerne.

»Det vil altid kunne diskuteres, hvem der skal hjælpes først og sidst. Jeg mener, at vi har lagt den rigtige rækkefølge. Nu bliver det iværksætternes tur, så vi kan holde flest muligt flydende på den anden side af krisen,« siger Simon Kollerup.

BRANCHENYT
Læs også