Tech

Techstjerner i offentligt skænderi: »Det ville klæde dig at holde kæft...«

Martin Thorborg og Christian Lanng er havnet i en infight oven på en sammenligning af de private og offentligt ansattes vilkår.

Martin Thorborg var med til at stifte søgeportalen Jubii for 25 år siden og har for nylig solgt Dinero for 125 mio. kr.

Kriser kan både bringe det bedste og værste frem i folk. Bare spørg de sociale medier, der synes at føre bevis for begge dele i denne tid.

Fire uger inde i nedlukningen har techstjernerne Martin Thorborg og Christian Lanng således indledt et skænderi, der næppe bliver hængt op i glas og ramme, når branchen en dag ser tilbage på sine egne bedrifter under krisen.

»For fremtiden når jeg hører offentligt ansatte klage over at få dårligere løn end dem i det private erhvervsliv, vil jeg minde dem om, hvem der bliver fyret, når samfundet brænder,« skrev Martin Thorborg tirsdag på Twitter.

Manden bag Jubii, Spamfighter, Amino og senest Dinero har i kraft af sit regnskabsprogram valgt at tilbyde gratis rådgivning til alle selvstændige med behov for at finde rundt i de mange støtteordninger.

Eftersom lønkompensation tegner sig for en af de største hjælpepakker til de private erhvervsdrivende har Martin Thorborg tilsyneladende ikke kunnet lade være med at drage en parallel til de offentligt ansatte, hvilket imidlertid fik Christian Lanng til tasterne.

Han er medstifter og anfører for milliardforretningen Tradeshift.

»Som én, der både har bygget virksomheder (vist større end noget, du nogensinde har lavet) og været offentligt ansat, kan jeg sige, at det ville klæde dig at holde din kæft lige nu. To tredjedele af de offentligt ansatte er i skudlinjen p.t. Du er ikke...,« lød replikken fra Christian Lanng.

Skænderiet førte til endnu en udveksling og afstedkom flere end 20 retweets, hundredvis af likes og et længere kommentarspor.

»Ja, du er dygtig - og nej, jeg holder ikke kæft,« konstaterede Martin Thorborg, hvorefter Christian Lanng igen opfordrede ham til det.

»I øvrigt går jeg selvfølgelig ud fra, du har doneret eller givet alle de penge væk, som du har fået for diverse foredrag betalt af det offentlige givet din store modstand,« skrev han afslutningsvist.

De seneste år er tonen i det offentlige rum blevet grovere, svarede tre af fire danskere i en megafonundersøgelse for TV2 i 2019. Det skyldes især sociale medier, vurderede filosofiprofessor Vincent Hendricks i den forbindelse:

»Det betyder, at vi har en tendens til at råbe lidt højere.«

BRANCHENYT
Læs også