Rosenrødt regnskab får Snapchat-aktien til at springe 27 pct. op
Snapchat er efter nogle lidt sløve år tilbage i vækst-gear og hæver omsætningen med 44 pct. Det bliver belønnet på aktiemarkedet – men kursen er stadig lavere end ved børsnoteringen.
Snap – firmaet bag Snapchat – blev solgt som den nye stjerne på tech-himlen. Som en af de få nye i klassen, der havde nerver til at sige nej til Facebooks tilbud om milliardopkøb for i stedet selv at skabe en milliardsucces.
Men siden børsnoteringen for tre år siden har selskabet generelt været en skuffelse for investorerne. Den forventede voldsomme vækst endte med små dryp af nye brugere. Ikke mindst fordi Facebook hurtigt kunne kopiere mange af Snapchats kernefunktioner over i Instagram, Messenger og Facebook.
Nu er der dog godt nyt fra Snap, som tirsdag aften fremlagde et kvartalsregnskab, der fik kursen til at stige med 27 pct., da markedet åbnede kl. 15.30 dansk tid.
Omsætningen steg nemlig til 3,2 mia. kr. i årets første kvartal, en stigning på 44 pct. i forhold til samme periode året før. Og antallet af brugere steg på et år med 20 pct., så der nu er 229 mio. daglige brugere i gennemsnit.
Snap har dog aldrig tjent penge, men har i perioder brilleret med store milliardunderskud, ikke mindst på grund af bonusser til ledelsen. Og første kvartal bød da også på et underskud på 2,1 mia. kr., hvilket i det mindste var en marginal forbedring i forhold til året før.
Et af Snaps problemer er, at en stor del af indtægterne sendes videre til Google, som sørger for datacentre og anden teknik bag Snapchat. Ud af de 3,2 mia. kr., der kom i kassen, blev over 1,1 mia. brugt på teknisk infrastruktur, som altså bliver købt ude i byen, først og fremmest hos Google.
Selvom aktiekursen nu stiger solidt, er dem, som købte Snap-aktier ved børsnoteringen, dog stadig i rødt. Dengang blev aktierne udbudt til 17 dollar – og steg hurtigt til knap 30 dollar – mens dagens kurs rammer 15,83 dollar.