Tech

Hypet tech-firma rejste 15 mia. kr. fra investorer – nu bliver hver anden medarbejder fyret efter salgsflop

Magic Leap, der udvikler briller til augmented reality, dropper helt at sælge til private og skærer tusind stillinger væk. Selskabet fik milliarder af dollars fra Google og andre kendte investorer, men produktet floppede.

Artiklens øverste billede
Magic Leaps første produkt, et sæt augmented reality-briller, kom på markedet i 2018. Men de blev aldrig rigtig nogen succes. Nu bliver der skåret dybt i selskabet, der var enorme forventninger til. Foto: PR

Der har været mange hypede tech-selskaber i USA, som har fået milliarder fra risikovillige investorer, der forventede vækst og succes på den helt store klinge. Men et af de mere legendariske er Magic Leap, der i flere år var nærmest sagnomspunden i tech-branchen.

Uden at kunne fremvise andet end store løfter offentligt, fik Magic Leap nemlig rejst hele 15 mia. kr. fra en perlerække af kendte investorer. De skulle bruges til at udvikle briller til augmented reality, som ville være revolutionerende, lød meldingen fra Magic Leap. Augmented reality er en blanding af computergrafik og den virkelige verden, så man med gennemsigtige video-briller kan lægge et ekstra lag oven på vores fysiske omgivelser.

Men nu går det den anden vej, rapporterer Bloomberg, som via anonyme kilder kan melde om en fyringsrunde af de store hos Magic Leap. Halvdelen af de cirka 2.000 ansatte bliver sagt op, og Magic Leap opgiver nu helt at sælge til private forbrugere og vil koncentrere sig om firmakunder fremover.

Da Magic Leap i efteråret 2018 kunne lancere sit første produkt – efter otte års udvikling – var modtagelsen nemlig ret lunken, sammenlignet med den enorme hype, der var bygget op om det meget hemmelighedsfulde selskab. Der var nogle gode takter, men ingen revolution i forhold til konkurrenterne, og det længe ventede sæt briller blev et salgsflop.

Augmented reality fik et gigantisk gennembrud i den brede befolkning i sommeren 2016 med Pokemon Go, hvor man kunne bruge sin smartphone til at finde spilfigurer på gader og stræder. Det fyrede ekstra op for forventningerne til spil, hvor man med briller som dem fra Magic Leap kunne blive helt omsluttet af en virtuel verden, der blendede ind i den fysiske verden.

Men generelt har ingen selskaber fået succes med augmented reality hos private forbrugere. I stedet er det på fabrikker, hospitaler, skoler og i mange andre professionelle sammenhænge, der har været mest succes. Microsoft sælger for eksempel også kun Hololens-briller til erhvervskunder – til 35.000 kr. stykket.

Om Magic Leap vil kunne få en bæredygtig forretning ud af det marked må tiden vise. Men de første 15 mia. kr. fra investorer er tilsyneladende ved at være brugt. Selskabet arbejder i hvert fald på at rejse ny kapital, ifølge Bloombergs kilder.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.