Telenor går nye veje: Lokker nu med skærmskift som en del af mobilabonnementet
Telenor kæmper for at gøre alvor af topchef Jesper Hansens melding om, at det nu er slut med at tabe kunder og markedsandele til konkurrenterne.
Danmarks næststørste telekoncern skruer op for konkurrencen om mobilkunderne. Fremover kan Telenor-kunder ved køb af en ny mobil få skiftet ødelagte mobilskærme som en del af det løbende abonnement
»Med vores nye tilbud om skærmskifte kan vi give vores kunder en markant bedre oplevelse og spare dem for mange udgifter til dyre reparationer,« siger Tor-Arne Fosser, privatkundedirektør i Telenor Danmark.
Der er dog en række krav, som skal være opfyldt, inden Telenor-kunderne kan glæde sig over, at de slipper for at betale tusindvis af kroner, når skærmen på den nye smartphone går i stykker.
Dels gælder tilbuddet alene for mobilkunder, der har et abonnement og køber ny mobiltelefon hos Telenor, og dels er skærmskiftet ikke gratis. I stedet vil prisen ligge på 149-499 kr., oplyser Telenor i en pressemeddelelse.
Alligevel er Tor-Arne Fosser overbevist om, at det nye tiltag giver Telenor gode kort på hånden i den indædte kamp om mobilkunderne på det danske marked.
»Vi kan ud fra vores undersøgelser se, at vi rammer ned i et behov hos vores kunder,« siger Tor-Arne Fosser.
Undersøgelsen, der henvises til, viser, at 70 pct. af alle mobilkunder, som får ødelagt skærmen på deres mobiltelefon, vælger at leve med fejlen, da en ny skærm simpelthen er for dyr.
Telenors nye udspil kommer samtidig med, at selskabet lancerer et helt nyt kundeunivers i en storstilet satsning, der skal »skabe mest mulig værdi for kunderne og gøre det nemt og enkelt at være kunde i Telenor.«
Tiltaget kommer efter et 2019, hvor Telenor blødte både kunder og markedsandele til konkurrenterne – først og fremmest 3 og ærkerivalen TDC.
Det fik Telenor-topchef Jesper Hansen til i februar at slå fast, at det nu er slut med at tabe markedsandele til konkurrenterne.
»Vi har ikke bare et ønske om at stoppe hullet ved at holde på de kunder, vi allerede har. Vi vil også fange flere nye kunder,« fastslog Jesper Hansen.
Telenor offentliggør regnskabet for 1. kvartal den 28. april.