Tech

Teleanalytiker ryster på hovedet over techambassadørens adresse i USA

Sværvægtere som Google og Facebook har angiveligt svært ved at forstå, hvorfor Danmark har en diplomat på vestkysten i stedet for østkysten. Vi bør lægge os ind under Margrethe Vestagers europæiske vinger i stedet, lyder det fra en teleanalytiker.

Casper Klynge forlod i foråret posten som techambassadør til fordel for en toppost hos Microsoft, hvor han forinden optrådte til arrangementer i regi af dansk diplomat. Derfor indgår det skifte nu i kritikernes argumentation for at gribe tingene anderledes an. Foto: Heidi Plougsgaard John Strand betragter Washington D.C. som stedet at være techdiplomat - ikke Silicon Valley. Foto: Thomas Borberg

Regeringens beslutning om at genbesætte stillingen som techambassadør i Silicon Valley er efterhånden ved at udvikle sig til en ballade.

Siden ansøgningsfristens udløb har erhvervsorganisationer og techselskaber forsøgt at presse udenrigsminister Jeppe Kofod til at ændre setuppet, så missionen de næste tre år i langt højere grad handler om at sælge dansk teknologi og lande ordrer i udlandet frem for at markedsføre Danmark som et fyrtårn inden for dataetik.

Undervejs er det kommet frem, at techambassadørens bolig og kontor på den amerikanske vestkyst koster de danske skatteydere 200.000 kr. om måneden - og at modstanderne i Washington D.C. og den øvrige udenrigstjeneste har været så uforstående over for prioriteringen af pengene, at de ligefrem har stemplet øvelsen som »varmluftdiplomati«.

Nu melder endnu en højlydt kritiker sig i koret i skikkelse af teleanalytikeren John Strand fra konsulentfirmaet Strand Consult, der i 25 år har rådgivet alskens selskaber i branchen om, hvordan politiske tiltag påvirker deres forretning.

Derfor deltager konsulenterne ofte i høringer og konferencer i Washington D.C., hvor én af firmaets syv medarbejdere er fast tilknyttet og har været med til at opbygge kontakter til højtstående folk hos de toneangivende selskaber i Silicon Valley.

I den forbindelse har repræsentanter for både Google og Facebook angiveligt undret sig højlydt over, at Danmark har valgt at placere en politisk diplomat på vestkysten, når alt diplomatiet i virkeligheden finder sted på østkysten.

Det samme har John Strand påpeget i en mailudveksling med techambassaden i forlængelse af det nye stillingsopslag, der sigter efter at genbesætte posten fra den 1. august og tre år frem.

I den forbindelse har konsulenten uden held anmodet ambassaden om at offentliggøre resultatet af dens hidtidige anstrengelser. For hans folk har aldrig, forlyder det, mødt techdiplomaterne til de vigtige arrangementer, hvorimod EU anført af den danske Konkurrencekommissær Margrethe Vestager spiller en meget synlig rolle i staterne.

»Margrethe Vestager er konstant i Washington D.C. Hun bliver tit inviteret derover for at tale og gør en kæmpe indsats. Så det er lidt naivt af Danmark at tro, at vi kan påvirke de store spillere selv i stedet for at lægge os helt ind under Vestagers vinger. Lad os nu bruge vores ressourcer bedre på at hjælpe danske virksomheder ud i den store verden,« siger John Strand.

Han er derfor fortaler for at styrke initiativet Invest in Denmark og sløjfe techambassadøren.

»Jeg kan slet ikke forstå, hvad han laver i Silicon Valley. For jeg vil mene, at Casper Klynges største resultat var at lande et job hos Microsoft,« konstaterer konsulenten om den første dansker på posten.

Finans arbejder på at få et interview med Casper Klynge, der i dag har ansvaret for Microsofts politiske lobbyisme i Europa og hidtil har afvist at deltage i debatten om ambassadørposten. Også Udenrigsministeriet er fåmælt på det punkt al den stund, at afløseren er ved at blive fundet.

I et skriftligt svar fra udenrigsminister Jeppe Kofod fremgår det dog, at regeringen agter at relancere techdiplomatiet ved at knytte funktionen tættere til de politiske udspil på Christiansborg.

BRANCHENYT
Læs også