Tech

Længe ventet streamingtjeneste kommer snart til Danmark

Efter at have været mere end et halvt år undervejs er Disneys nye streamingtjeneste Disney+ klar til at blive lanceret i Danmark.

På Disney+ er det bl.a. muligt at streame film fra Disney-koncernen selv, men også de mange filmselskaber som hører ind under koncernen. Foto: PR/Disney Plus

Nu kan film- og serieglade danskere snart tilføje endnu et abonnement til porteføljen af streamingtjenester. Det sker, når den længe ventede tjeneste Disney+ til efteråret bliver tilgængelig herhjemme.

Disney+ lanceres i Danmark og Norden d. 15. september i år, fremgår det af mediegigantens hjemmeside.

Indtil videre har streamingtjenesten, som blev lanceret i november sidste år, været tilgængelig i bl.a. USA, Tyskland og Italien.

Prisen for et abonnement bliver 59 kr. om måneden. På samme tid er der mulighed for at få rabat, hvis man skriver sig op til et årligt abonnement, og prisen bliver derved 589 kr. om året - eller 49 kr. om måneden.

På den nye streamingtjeneste kan man streame produktioner fra Disney, men også Walt Disneys-koncernens filmselskaber, som f.eks. tæller Pixar, Marvel og Lucasfilm, der står bag Toy Story-, The Avengers- og Star Wars-filmene.

Disney+ har været længe undervejs, og det var i første omgang meningen, at tjenesten skulle blive tilgængelig i Danmark denne sommer. Disney+ blev lanceret mod slutningen af sidste år i USA, Canada og Holland

Disney+ rummer ifølge mediet Variety over 500 film og 7500 serieepisoder. Hvor stor en del af disse, som vil være tilgængelig i Danmark ved lanceringen, vides ikke endnu.

I maj fortalte Disney i forbindelse med præsentationen af sit nye regnskab, at Disney+ havde fået 54,5 millioner betalende brugere. Målet er at få mellem 60 og 90 mio. betalende brugere efter fem år.

Til sammenligning har konkurrenten Netflix, der er den absolut største spiller på betalingsstreamingmarkedet, mere end 182 millioner brugere.

Konkurrencen på markedet for streaming er de seneste år vokset sig større, fra at Netflix havde størstedelen af kunderne, til at et utal af konkurrenter er kommet til. Ud over Netflix og Disney+ er bl.a. HBO, Apple og Amazon nogle af de største spillere på markedet.

BRANCHENYT
Læs også