Tech

Kampen om rummet spidser til: Kina færdiggør sin version af GPS

Tirsdag søsatte Kina den sidste Beidou-satellit, efter landet i flere år har arbejdet på at udfordre USA’s monopol på navigation med GPS-systemet.

Long March 3B-raketten sender den sidste Beidou-satellit i kredsløb fra Xichang Satellite Launch Center i Xichang, Kina. Foto: AFP

Efter flere års arbejde er Kina kommet i mål med sin egen version af GPS – det hjemmeudviklede Beidou-system, som skal tage kampen op imod det amerikansk udviklede navigationssystem.

Det skete ved en opsendelse tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Idéen til at udvikle Beidou blev til i 1990’erne, da det kinesiske militær ønskede at blive mindre afhængige af GPS, som i sin tid blev udviklet og drevet af det amerikanske luftvåben.

De første Beidou-satellitter blev sendt op i 2000 og dækkede udelukkende Kina og fra 2012 dækkede de hele Asien. Siden da er teknologier, der gør brug af Beidou-systemet, blevet eksporteret til 120 lande, skriver Reuters.

Det var ellers oprindeligt meningen, at Kina skulle være en del af det EU-støttede Galileo-projekt, men trak sig senere ud for at fokusere på Beidou.

Landet begyndte i 2015 at opsende tredje og sidste generation af Beidou-satellitterne. Tirsdagens opsendelse sendte satellit nummer 35 i kredsløb om jorden og markerede derfor afslutningen på flere årtiers arbejde.

Til Reuters siger Alexandra Stickings, der er analytiker ved Royal United Services Institute for Defence and Security Studiet, at det er tvivlsomt, at Beidou er bedre end den amerikansk udviklede GPS.

»Det civile signal fra Beidou er ikke bedre end GPS eller Galileo. Fra et forsvarsperspektiv er det svært at sige, om Beidou er overlegen,« siger hun.

Analytikeren tilføjer, at systemet sandsynligvis vil blive populært hos de lande, som indgår i Kinas ”Bælte og Vej-Initiativ” – specielt hos dem, som ønsker at blive mindre afhængige af teknologier fra USA.

»Beidou er dog nødt til at bevise dets pålidelighed og give et stærkt signal for at vinde brugernes tillid på samme måde som GPS bruges globalt.«

Selvom der de seneste år har været modstand mod brugen af kinesisk udstyr – f.eks. netværksinfrastruktur fra Huawei – skal man ikke være bange for at blive overvåget, har Per Knudsen, professor og leder for afdeling for geodæsi ved DTU Space, tidligere udtalt om Beidou.

»Der er ikke som udgangspunkt forbundet nogen risiko ved at benytte kinesiske eller russiske satellitter til positionering. En GNSS-modtager, som dem der sidder i måleudstyret i vores telefoner eller redskaber, kan ikke spores, da positionering er baseret på envejs-satellitkommunikation.«

Udover GPS, Beidou og Galileo, som er udviklet af hhv. USA, Kina og EU, findes der også den russiske version ved navn GLONASS.

BRANCHENYT
Læs også