Tech

Indiens rigeste mand udfordrer Zoom med ny videomødeplatform

Facebook og Intel er blandt investorerne bag JioMeet, der skal forsøge at slå Zoom, Microsoft Teams og Google Meet af banen.

Den indiske milliardær Mukesh Ambani lancerede i torsdags Reliance Jio Platforms nye videoplatformstjeneste JioMeet, der blandt andet vil udfordre Zoom på markedet for videomødeplatforme. Foto: Rajanish Kakade/AP. Foto: Rajanish Kakade/AP

Virtuelle møder er blevet det nye sort under coronakrisen, hvor ansatte verden over har været tvunget til at arbejde hjemmefra.

Videomødeplatforme som Zoom, Microsoft Teams og Google Meet har fået hundrede af millioner nye brugere under pandemien, og nu vil Indiens rigeste mand, Mukesh Ambani, også lege med.

Torsdag stod han i front for lanceringen af Reliance Jio Platforms nye videoplatformstjeneste JioMeet.

Det skriver det amerikanske medie TechCrunch.

JioMeet, hvis designoverflade i høj grad minder om Zoom, begyndte at foretage betatests i maj, og er altså nu klar til at vise videoplatformen frem for omverdenen.

Ligesom hos Zoom og Google Meet kan op til 100 deltagere være med i et videoopkald.

Jio Platforms har ikke offentliggjort planer om, at det skal koste penge at bruge JioMeet, og virksomheden har i flere år haft ry for at lade brugerne få adgang til sine tjenester kvit og frit.

Virksomheden har ikke oplyst om folk udenfor Indiens grænser får adgang til mødeplatformen.

Den 18. juni afsluttede Reliance Jio Platforms en ni uger lang fundraiser, der endte med et samlet investeringsbeløb på omkring 101 mia. kroner.

Fredag oplyste det multinationale teknologiselskab Intel med hovedkvarter i Californien, at virksomheden har investeret næsten 1,7 mia. kroner i Jio Platforms.

Tilbage i april oplyste Facebook, at selskabet havde valgt at investere cirka 38 mia. i virksomheden.

Det er ikke overraskende, at Mukesh Ambani og Reliance Jio Platforms satser på videomødeplatfome.

Zoom-stifteren Eric Yuan er en af dem, som har vundet stort på krisen.

I februar og marts voksede hans samlede formue fra 4,5 mia. dollars til 8 mia. dollars, hvilket svarer til en stigning på 77 pct.

Jio Platforms er Indiens største teleskab med omkring 400 mio. brugere.

Jio Platforms består udover JioMeet af musiktjenesten JioMusic, filmtjenesten JioCinema og TV-tjenesten JioTV.

BRANCHENYT
Læs også