Tech

Facebook har ladet konservative sider omgå regler om misinformation

Både konservative medier og personer har fået lov til at bryde Facebooks regler om misinformation uden konsekvenser.

Flere konservative medier har fået lov til at sprede misinformation under konsekvenser, lyder det i lækket dokument. Foto: OLIVIER DOULIERY // Ritzau Scanpix

Facebook har regler for misinformation på sin platform. Sider kan få deres rækkevidde og annoncering begrænset, hvis de bryder disse regler, men det har ikke været tilfældet for flere konservative mediers og personers facebooksider.

Det skriver CNBC.

Ifølge flere lækkede interne diskussioner fra de seneste seks måneder, skulle konservative sider som Breitbart have sluppet for at modtage straf fra Facebook, selvom de har brudt reglerne om misinformation.

Ifølge CNBC, har to forhenværende og to nuværende ansatte hos Facebook sagt, at de mener, at den manglende indgriben har været baseret på en frygt for at virke partiske.

Flere store onlineplatforme har de seneste måneder også været under et skærpet lys fra offentligheden, når det kommer til spredning af misinformation. Både Facebook og Google har været under beskyldninger for ikke at gøre tilstrækkeligt for, at misinformation og fake news blev fjernet fra siderne.

Torsdag har både Facebook og Twitter fjernet et opslag lavet af den amerikanske præsident, Donald Trump, for at bryde virksomhedernes regler om covid-misinformation.

Under coronakrisen har der også floreret en del misinformation om virussen, der har tvunget virksomheder til at reagere. Hos Google er der blevet sat begrænsninger for, hvad der må tjene penge via søgemaskinens reklamefunktion. Det er f.eks. konspirationsteorier, der allerede er blevet modbevist.

Google har også tidligere måttet forbyde reklamer, der lover ”mirakel-kure” mod corona eller som opfordrer til at blive en del af antivaccine-bevægelsen.

BRANCHENYT
Læs også