Tech

Fortnite forsvandt: Verdens mest populære spil er gået i krig mod Apple og Google samtidigt

Fortnite-spillet er nu blevet smidt ud af både Apples og Googles app-butik, og nu lægger selskabet bag, Epic Games, sag an mod begge firmaer. Epic Games nægter at betale 30 pct. af hele omsætningen til Google og Apple.

Spillet Fortnite blev lanceret i 2017 og blev hurtigt en gigantisk succes, især hos børn i skolealderen. Spillet er gratis, men Epic Games, der står bag, tjener milliarder af dollars på at sælge opgraderinger og tilbehør inde i spillet. Foto: PR

Først udfordrede Epic Games de strikse regler i Apples App Store. Og vups – så blev Epic Games’ gigantiske hit Fortnite slettet fra app-butikken. Natten til fredag skete det samme på Android-platformen: Google smed Fortnite ud af butikken.

Dermed er verdens mest populære spil blevet et gidsel i den højspændte sag mellem Epic Games og de to tech-giganter. Og Epic Games har tydeligvis forberedt sig på kamp. Der gik ikke mange sekunder fra Fortnite var blevet smidt ud af de to butikker, til at et søgsmål var sendt afsted til advokaterne hos Apple og Google.

Og ordvalget i de to stævninger viste, at Epic Games er klar til at køre kampagne. I anklagerne mod Google om misbrug af sin position kører Epic-advokaterne på Googles tidligere motto, ’Don’t be evil’, og mod Apple har de genoplivet den ikoniske Apple-reklame fra 1984, der viste Apple som en oprør mod det store monopol – som dengang var IBM.

Epic Games har også lavet en ny version af reklamen, der langt hen ad vejen er samme film, bare computeranimeret og med Apple i skurkerollen som et stort, ondt monopol.

Med i ligningen skal i øvrigt også regnes ind, at den kinesiske tech-gigant Tencent ejer 40 pct. af Epic Games, og at Trump-regeringen i øjeblikket kæmper imod kinesiske tech-succeser. Det er stadig stifteren Tim Sweeney, der ejer hovedparten af selskabet, som senest er vurderet til en markedsværdi på 107 mia. kr.

Balladen er ikke ny, for Epic Games har i mange år forsøgt at få lov til at have en app til spillet Fortnite i Apples og Googles app-butikker uden at betale 30 pct. af hele omsætningen til de to store selskaber.

Siden Apple App Store blev født har konceptet været, at Apple tager 30 pct. af prisen på en app. Siden er der kommet forskellige muligheder for at betale mindre eller slet ikke. Netflix har for eksempel en app, hvor man kan bruge sit Netflix-login og se film og serier, men hvor du ikke kan få lov at oprette dig som ny bruger og betale. Ellers ville Apple tage 30 pct. af den omsætning. Andre selskaber har ikke fået samme mulighed – for eksempel er Spotify rasende over, at Apple tager 30 pct. af Spotifys indtægter og samtidig har konkurrenten Apple Music.

Problemet for Epic Games er, at Fortnite ikke kræver abonnement som Netflix, for spillet er gratis at bruge. Til gengæld tjener Epic styrtende på at sælge dragter, våben og meget andet inde i selve spillet, og den betaling foregår i sagens natur gennem appen. Og derfor opkrævet Apple og Google 30 pct. Det bliver til mange penge til Apple og Google, for Fortnite er blevet verdens bedst indtjenende spil. I 2019 kom der anslået over 11 mia. kr. igennem kasseapparatet.

Hvor Apple ikke tillader andre apps på en iPhone end dem fra App Store er Googles Android-platform lidt mere åben. Her kan man – hvis man ignorerer nogle advarsler – få lov at installere apps fra hvem som helst. Derfor valgte Epic Games i flere år at bruge den mulighed, så selskabet fik 100 pct. af indtægterne fra Android-udgaven af Fortnite. Men i april krøb Epic Games til korset og lagde Fortnite-spillet i den officielle Google Play-butik. Apps fra andre kilder blev diskrimineret imod, lød forklaringen fra Epic Games.

Balladen kommer på et uheldigt tidspunkt for Apple, som i juni lå i en næsten tilsvarende slåskamp mod den danske stjerneprogrammør David Heinemeier Hansson. Hans selskab Basecamp havde udgivet en ny e-mail-tjeneste, der koster 99 dollars om året, men Apple fjernede den tilhørende iPhone-app og krævede 30 pct. af de penge. Det hele blev efter nogle meget hidsige tweets fra danskeren løst ved, at Basecamp lavede en gratis – men næsten meningsløs – udgave af den nye e-mail-tjeneste. Dermed kunne appen bruges uden at der var penge involveret, og levede ifølge Apple så op til reglerne igen.

Samtidig er Apples metoder kommet under lup hos de amerikanske politikere i Kongressen – i hvert fald dem fra det demokratiske parti. I en høring måtte Apple-topchef Tim Cook vidne under ed sammen med topcheferne fra Google, Amazon og Facebook. Høringen var en del af en længerevarende kulegravning af tech-giganterne efter anklager om misbrug af en dominerende position.

BRANCHENYT
Læs også