Tech

Facebook kritiserer Apple for at begrænse målrettede reklamer

Foto: FrankHoermann/AP

Facebook kritiserer Apple for at begrænse annoncørers mulighed for at målrette reklamer til iPhone-ejere.

Det kan halvere nogle app-skaberes reklameindtægter, mener Facebook ifølge Financial Times.

Både Facebook og tusindvis af mindre selskaber, der bruger Facebooks reklamenetværk, står til at tabe et trecifret millionbeløb i tabte reklameindtægter, når Apple ruller sin næste iPhone-opdatering ud, advarer Facebook.

Apples næste opdatering af styresystemet til iPhone - iOS 14 - vil kræve tilladelse fra brugeren, før en app kan indsamle data til sporing og målretning af reklamer.

iPhone-brugere kan allerede frabede sig indsamling af den type data, men med opdateringen skal brugeren tilvælge dataindsamlingen frem for at framelde sig.

Det vil påvirke både udviklere og udgivere af apps, der bruger Facebooks reklamenetværk, Audience Network.

- I sidste ende - på trods af vores ihærdige indsats - kan Apples opdateringer efterlade Audience Network så ineffektivt på iOS 14, at det ikke vil give mening at tilbyde det på iOS 14, skriver Facebook i et blogopslag ifølge Financial Times.

Ifølge Facebooks egne beregninger vil omsætningen fra reklameindtægter falde med mere end 50 pct. for de app-skabere, der bruger Audience Network.

iOS 14 ventes at blive udrullet i september.

BRANCHENYT
Læs også