Tech

Disney+ lander i Danmark midt i en historisk omvæltning af markedet

Streamingmarkedet vil ifølge en ny rapport overgå biografmarkedet i 2020 som følge af krisen.

Frozen-filmene er blandt de store slagnumre hos streamingtjenesten Disney+, der foruden Disneys eget katalog byder på Pixar, Marvel og Star Wars-universer. Foto: Walt Disney Pictures

Danskerne har nu fået adgang til streamingtjenesten Disney+ hjemme i stuen, alt imens regeringen har skærpet restriktionerne ude i aftenlivet.

Sammenfaldet er tilfældigt, men alligevel symbolsk, fremgår det af en endnu ikke offentliggjort rapport fra revisionshuset PWC, for streamingmarkedet vil efter alt at dømme overhale biografmarkedet i 2020 som følge af coronakrisen.

For blot fem år siden kunne biograferne internationalt set mønstre en tre gange så høj omsætning som Netflix, HBO og resten af remsen, men nedlukningen af samfundet har ifølge rapporten "Global entertainment and media outlook 2020-24" forstærket den digitale transformation i voldsom grad.

Derfor vurderer PWC, at streamingmarkedet allerede om fire år vil være dobbelt så stort som biografmarkedet.

»I medie- og underholdningsindustrien har nedlukningen betydet, at ydelserne er blevet mere virtuelle, mere baseret på streaming og mere personlige end i begyndelsen af året,« lyder det fra Leif Ulbæk Jensen, partner hos PWC.

Revisionshuset forventer ligefrem, at biografmarkedet vil falde med 66 pct. i 2020 - og at det fortsat vil ligge under 2019-niveauet de kommende år.

Den fortælling skriver Disney+ sig ind i med sin entré i Danmark, fordi streamingtjenesten i høj grad er målrettet de børnefamilier, som biograferne planlægger premierer ud fra.

Hvad tjenesten tilbyder på underholdningsfladen, kan interesserede brugere i øvrigt lure sig til via streamingguiden JustWatch.

BRANCHENYT
Læs også