Fortsæt til indhold

Mastercard vil donere 500 mio. dollars for at mindske finansiel kløft

I samarbejde med syv byer på tværs af USA vil betalingsselskabet forsøge at give sorte samfund lettere adgang til finansprodukter.

Mastercard vil frem mod 2025 forsøge at løfte den finansielle inklusion i USA. Foto: MasterCard.
Tech

Betalingsselskabet Mastercard vil i løbet af de næste fem år donere 500 mio. dollars til initiativer, der kan hjælpe sorte amerikanere med at få nemmere adgang til finansielle produkter, services og support.

Målet er at mindske kløften i USA, hvor der ligefrem tales om, at de sorte samfund er underbanked, fordi mange afroamerikanere har svært ved at opnå den samme adgang til lånemarkedet som deres hvide medborgere.

Det skriver Fortune.

I arbejdet med at udvælge initiativer vil Mastercard - der fornylig har opkøbt en del af danske Nets - samarbejde med syv byer på tværs af USA: Atlanta, Birmingham, Dayton, Los Angeles, New Orleans, New York, og St. Louis for at hjælpe dem med at tilbyde finansiel støtte til de sorte samfund og gøre digitale produkter billigere.