Tech

Danmarks største softwaresucces kan kickstarte techbranchen

Unitys succesfulde børsnotering kan løfte hele den danske tech- og startupscene.

David Helgason, stifter og tidligere direktør i Unity, er blevet hovedrig på børsnoteringen af softwareselskabet. Men det er en lang række medarbejdere også, hvilket kan hjælpe nye danske techselskaber. Foto: Ida Marie Odgaard

Unity Technologies bragede fredag ind på børsen i USA med en markedsværdi på over 110 mia. kr., og det kan gøde jorden for nye techsuccesser herhjemme.

Ud over at gøre stifterne af det danske softwareselskab hovedrige, kan mange ansatte nu indløse en stor gevinst, efter at deres aktier pludselig er blevet omsættelige.

Ikke-ledende medarbejdere ejer således en god bid af Unity Technologies, som blev stiftet på Nørrebro i 2001 og har udviklet en spilmotor, der bruges i omkring halvdelen af de mest populære mobilspil – bl.a. Pokémon Go.

Der er ingen tvivl om, at Unitys børsnotering er et kæmpe skridt fremad for den danske techscene og spilindustri.

Mathias Gredal Nørvig, adm. direktør, Sybo Games

Unitys succes kan styrke hele vækstlaget af tech-startups herhjemme, lyder det fra flere sider.

»Vi kan jo håbe på, at det inspirerer andre selskaber til også at sigte højt, for Danmark kan sagtens være med. Vi har dygtige hjerner og gode idéer,« siger Anders Peter Kierbye Johansen, direktør for Unity Technologies i Danmark.

»Samtidig tror jeg også, at vi vil se tidligere og nuværende medarbejdere med aktier i Unity investere i techmiljøet herhjemme. Så det vil helt sikkert komme andre iværksættere til gode.«

Unity-medstifterne David Helgason og Joachim Ante er efter børsnoteringen gode for henholdsvis ca. 4,5 og 9 mia. kr., men mange menige medarbejdere, blandt andet i den danske udviklingsafdeling, kan også indløse en stor gevinst.

Ligesom mange andre software- og startupvirksomheder har Unity delt gavmildt ud af aktieoptioner, der kan veksles til aktier til en favorabel kurs. Efter børsnoteringen har Unity 263 mio. aktier, som ud over stifterne og ledende medarbejdere hovedsageligt ejes af investorer som Sequoia og Silver Lake.

Unity Technologies
  • Stiftet i 2001 af David Helgason, Nicholas Francis og Joachim Ante på Nørrebro i København.
  • Ideen om at udvikle computerspil blev hurtigt erstattet med et produkt, der kunne hjælpe spiludviklerne med al teknikken.
  • I dag bliver Unitys software brugt overalt i spilbranchen, så over halvdelen af alle spil globalt hviler på Unitys spilmotor.
  • Samme teknologi kan bruges på mange andre områder, først og fremmest i augmented reality og virtual reality, men også inden for design, selvkørende biler og meget andet.
  • I 2019 omsatte Unity Technologies for 3,8 mia. kr. og fik et underskud på 1 mia. kr.
  • Der er 3.400 ansatte, heraf 320 i København.

Men dertil kommer 46 mio. aktieoptioner, som mange medarbejdere ejer. De kan i dag veksles til Unity-aktier med en samlet værdi af ca. 20 mia. kr.

Unity har som noget ganske særligt sørget for, at ikke-ledende medarbejdere har kunnet indløse en del af deres gevinst allerede ved børsnoteringen i stedet for først, når den såkaldte lockup-periode, der typisk er på 6-12 måneder, er udløbet.

»Både Unitys internationale og danske ledelse får jo en økonomisk motor nu, der kan skabe en fremdrift i resten af branchen. Lidt ligesom man har set det med Nokia i Finland, fordi dygtige medarbejdere får midler til enten at gå selvstændigt eller at investere i vækstlaget. Det kommer alle til gavn,« siger Mathias Gredal Nørvig, adm. direktør i Sybo Games.

Vi kan jo håbe på, at det inspirerer andre selskaber til også at sigte højt, for Danmark kan sagtens være med.

Anders Peter Kierbye Johansen, direktør, Unity i Danmark

Sybo Games er en 10 år gammel spilproducent, der har sæde i København. Som de fleste andre i branchen anvender man Unitys softwareværktøj. Sammen med Kiloo står Sybo bag monsterhittet Subway Surfers, der i 2017 var det mest downloadede mobilspil internationalt set.

Den danske techscene har dog været kendetegnet ved, at de største successer - som Unity, Zendesk, Tradeshift og Sitecore - tidligt rykkede hovedkontoret til USA i jagten på kapital og medarbejdere. Det skete efter, at danske investorer vendte ryggen til firmaerne, som i tilfældene Unity og Zendesk nu begge er i 100 milliarder kroners-klassen.

»Der er ingen tvivl om, at Unitys børsnotering er et kæmpe skridt fremad for den danske techscene og spilindustri. Det vil gøre det nemmere for små studier at finde finansiering, fordi potentialet er bevist,« siger Mathias Gredal Nørvig.

Ifølge Natasha Friis Saxberg, chef for brancheorganisationen IT-Branchen, er det helt naturligt, at danske techsatsninger rykker til USA, fordi det er et afgørende marked. Samtidig er værdiansættelserne højere, så det er billigere at rejse penge.

Men hun peger på, at Københavns voksende popularitet og kendskabsgrad rundtomkring i verden - ikke mindst som følge af hele den nordiske madbølge - har gjort det nemmere at trække udenlandsk talent til Danmark.

Samtidig er startupmiljøet vokset, hvilket betyder, at udenlandske ansatte har flere ligesindede blandt sig, så det er nemmere at fastholde udenlandske specialister.

En rapport fra organisationen Digital Hub Denmark viser, at mængden af udenlandsk it-arbejdskraft fra 2016 til 2019 er steget med 48 pct.

»De nye techmillionærer er interesserede i tech og investerer i tech, og så får du et superstærkt miljø, som giver muligheder for nye startups. Det sociale betyder ekstremt meget i forhold til at få folk til at komme og blive. Kan folk ikke få venskaber op at køre, så tager de hjem igen,« siger Natasha Friis Saxberg.

BRANCHENYT
Læs også