Tech

Mindre kendte apps får millioner af downloads efter WhatsApp-ændring

To relativt ukendte beskedtjenester har fået millioner af nye brugere, efter WhatsApp har ændret dets privatlivspolitik og tvinger brugere til at dele deres data med Facebook.

Signal blev downloadet flere millioner gange i sidste uge. Foto: Lionel Bonaventure/AFP

De seneste dage er downloads af de privatlivsfokuserede beskedtjenester Signal og Telegram skudt i vejret, efter den Facebook-ejede pendant WhatsApp den 4. januar meddelte, at appens privatlivspolitik ændres.

Det skriver flere internationale medier.

Fremadrettet skal WhatsApps milliarder af brugere acceptere, at appen deler personlige informationer som telefonnummer og placering med moderselskabet Facebook. Ellers vil de ikke kunne bruge appen.

Det er ikke nyt, at appen deler oplysninger med Facebook, men tidligere var det muligt for brugerne at vælge funktionen fra. Og ændringen faldt tilsyneladende ikke i god jord.

Mellem den 6. og 10 januar i år blev Signal således downloadet ca. 7,5 mio. gange fra App Store og Google Play, viser tal fra analyseselskabet Sensor Tower. Det svarer til en stigning på 4.200 pct. i forhold til ugen forinden.

Telegram oplevede også en markant stigning i den samme periode. Her steg antallet af downloads til 9 mio. på en uge, hvilket var en fordobling.

For begge apps var Indien det største vækstmarked med i alt 3,8 mio. nye downloads på en uge. For Signal var det næststørste vækstmarked USA.

Både Signal og Telegram slår sig op på deres funktioner til beskyttelse af privatlivet. Appsene bruger kryptering til at beskytte beskeder fra at blive opfanget af udefrakommende. Telegram er især populær i Østeuropa og blev f.eks. tidligere på året brugt til at organisere protester i Hviderusland.

Signal modtog for nylig enorm bevågenhed, efter kendte personligheder som Tesla-stifteren Elon Musk samt whistlebloweren Edward Snowden anbefalede den ellers relativt ukendte app. Elon Musks tweet om appen betød sågar, at aktien i et selskab med navnet Signal Advance fløj til vejrs. Problemet var bare, at selskabet slet ikke havde noget med appen at gøre.

Efter at have meddelt ændringerne i privatlivspolitikken har WhatsApp manet til ro og gjort det klart, at beskederne, som bliver sendt via appen, stadig krypteres og ikke vil blive delt med moderselskabet Facebook.

»Vi vil gøre det klart, at opdateringen i vores politik ikke på nogen måde kommer til at påvirke privatlivet i dine beskeder med venner eller familie, og vi fortsætter med at beskytte dine private beskeder med slut-til-slut kryptering,« skrev det sociale medie i et opslag på sin hjemmeside.

WhatsApp tilføjer dertil, at den data, som deles med Facebook, bruges til at forbedre infrastrukturen, sikkerheden og til at vise brugerne målrettet indhold.

På samme tid har selskabet sagt, at den nye privatlivspolitik ikke vil gælde på samme måde i EU-landene og Storbritannien, der har strammere lovgivninger, når det kommer til deling af personlige oplysninger.

Herhjemme er beskedtjenesten WhatsApp langt fra lige så udbredt som f.eks. Facebooks lignende alternativ Messenger. Men beskedtjenesten har globalt set over 2 mia. brugere, hvoraf størstedelen - 340 mio. - er i Indien. Facebook købte i 2014 WhatsApp for 19 mia. dollars eller ca. 115 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også